Sange for Metropolitanskolens Disciple
Den 31te December 1827
Den 31te December 1827
Choral.
Du, som tændte Kundskabs Kerte,
Viisdoms Fader! paa vor Vei,
Styrk det barnligunge Hierte,
At vor Stræben svigter ei.
Barndoms Blomst kun voxer smukt
For at vorde Manddomsfrugt.
Flid og Dyd vor Lærer lønne!
Gierne lyde vi hans Bud.
For det Gode, for det Skiønne
Aabne du vort Hierte, Gud!
At enhver som Dannemand
Værdig blier sit Fædreland.
Nytaars-Sang.
Et Aar igien er lagt tilbage,
Snart Midnatstimens Klokke slaaer.
Hvor blev de af, de fagre Dage?
Hvor flygted hen det gamle Aar?
Nu, som de andre, dybt forborgen,
Det skiuler sig bag Tidens Slør;
Men Solen stiger Nytaars-Morgen,
Ei Evighedens Straale døer.
End sielden kun vi saae det skiønne,
Det Skuespil af alle bedst,
Med Maane, Sol, med Vaaren grønne,
Med Sommerfrugt og Vinterblæst.
End selv som Blomster kun i Vaaren,
Udsat for Stormene, vi staae;
Og kun som Dug vi kiende Taaren,
Der smiler paa Kiærmindeblaa.
O, Livets Fader i det Høie!
Lær os at nyde dette Liv,
At ei vi os for Stormen bøie
I vilden Strøm, som svage Siv.
Skienk Blomsten til vor Ungdoms Dage,
Og lad den bære Manddomsfrugt,
At, naar vor Alder seer tilbage,
Den finder Gaven umisbrugt.
Skienk Lykke til det Aar, som kommer,
Forældre, Søstre, Lærer, Ven;
Lad broderligt i modne Sommer
Os ofte mødes froe igien.
Forsvunden Oldtid skal os lære,
Det døde Sprog, den døde Helt,
At virke til Fremtidens Ære
For Livet ved det danske Bælt.