Adam Oehlenschläger

Sølvbryllups-Sang

Sølvbryllupsfolk, mig meest bekiendt,

Er gierne Folk med Lokker graae,

Med Toure, med Parykker paa,

Som alt har Verden Ryggen vendt.

Men disse vende Brystet til;

Og skiøndt de just ei lide Støi,

Beboe de dog en venlig Høi,

Hvor man kan høre, hvad man vil.

Sølvbryllupsfolk, mig meest bekiendt,

Har gierne mange Store, Smaae,

Med Bakkenbart, med Faldhat paa,

Som reent giør Huset endevendt.

Men dette Ægtepar vi see

Paa samme Viis i samme Huus,

Hvor Ungersvenden fra en Ruus

Tilbagevendte tidt i Snee.

Som Alt nu har beholdt sin Skik

I hine fem og tyve Aar —

Det næste Sæt, som forestaaer,

Vist ligner dette paa en Prik.

Og uforandret blier igien

Det Venskab da, det Hiertelag,

Hvormed I mangen svunden Dag

Imodtog mangen trofast Ven.

Og ærligt lover eder een,

Om fem og tyve Aar, i Fald

Han eders Glæde dele skal,

At slynge jer en Egegreen.

Sølv er vel godt, og Guld er meer;

Men bedre dog, end begge to,

Er Nøisomhed og Hiertero,

Som Himlen i Naturen seer.