Nu Jagten er til Ende,
Og lystigt Alle vende
Fra Eventyret hiem.
Saa giorde vore Fædre,
Og hvad kan man vel bedre,
End efterligne dem?
Chor.
Jagt var dem største Tidsfordriv,
Den kaldte Modet frem.
Den sætter os tilbage
Til hine ældste Dage;
Thi vel antages kan:
Da Adam løb forvoven
Fra Paradiis til Skoven,
Da blev en Jaeger han.
Chor.
Da gnasked han ei Æbler meer,
Da fik han meer Forstand.
Som Robinson vi vandre —
Dog skilt ei fra hverandre —
I Skovens grønne Hal;
Og naar sig Vildtet rører,
Da Echo Knaldet hører,
Og sender atter Knald.
Chor.
Det hielper ei, at Hiorten flyer,
Den lyde maa vort Kald.
Og Fuglen i det Høie
Ei flygter fra vort Øie,
Som fiernt i Sky den seer.
Saasnart som Bøssen knalder,
Den daler, og den falder,
Og sprætter ikke meer.
Chor.
Og Solen giennem Skyens Rift
Til raske Jæger leer.
Her Fiinhed ei behøvler,
Vi gaae i plumpe Støvler
Dybt i Morads og Vand,
Og spotte Lænestolen
Og Skierm for Regn og Solen.
Her Hver maa være Mand.
Chor.
Fra Jorden hente Byttet vi,
Fra Luften og fra Vand.
Os dadler følsom Læbe,
Fordi vi Dyret dræbe
I en saa grusom Leg;
Men følsom Tunge smager,
Og aldrig følsom vrager
Den lækkre Dyresteg.
Chor.
Hvor fik de den, hvis Hjorten ei
Vi traf bag Skovens Eeg?
Ei Dyret føler Nøden;
Det frygter ei for Døden,
Kun af Instinct det flyer.
Det er Naturens Orden,
At Alting her paa Jorden
Sig viser — og fornyer.
Chor.
Selv Adams Børn afløses jo,
Som hine Driveskyer.
I vore Jægerstater
Vi grønne Kammerater
Forglemme Rang og Stand.
Ja, selv vor ædle Fyrste
Er vel blandt os de Første,
Men dog en Jægersmand.
Chor.
Og uden Prag t og uden Glands
Af Alle kiendes han.
Men — skal ei Bøssen klikke,
Saa maae vi ogsaa drikke,
Det selv Naturen bød;
Og skal vi Styrken vise,
Saa maae vi ogsaa spise
Lidt af den Steg, vi skød.
Chor.
Men fremfor Alt: Jagtherrens Skaal!
Ham tro i Liv og Død!