See Bønders Fryd i muntert Gilde
Ved Høstens Tid i dunkle Lund,
Naar Espens Blade vifte milde,
Og spaae en yndig Aftenstund!
Skiønt smiler Solens Rosenlue,
Og farver Vestens Himmelbue,
Og al Naturen fiern og nær
Oplives af dens hulde Skiær.
Da reise sig de Mænd og Qvinder,
Og Ung og Gammel stirrer hen,
Hvor Aftensolens Rødme svinder
I Azurblaat paa Himmelen;
Og hvert et Øie rolig taaler
At see mod Solens brudte Straaler,
Som før med alt for stærke Lyn
Forblindede det svage Syn.
Den Sol, som før i hede Time
Opvarmede det kolde Muld,
Besiælede den lukte Kime,
Hvis Frugtbarhed er Bondens Guld,
Træt af at virke, nu den rolig
Neddaler i sin mørke Bolig,
Og slukkes uformærkt i Løn,
For at oprinde dobbelt skiøn.
O, Fader! siger ei dit Hierte,
Hvorfra vi dette Billed drog,
Som barnlig Kiærlighed os lærte,
Og som vi rørt for dig gientog?
O, see dig her i Kreds af Sønner,
Hvis Kiærlighed din Daad belønner,
Hvis Hjerter banke Dyden troe,
Hvis Lykke er din Alders Ro.
Som Solen leder spæde Pode
Til Væxt og gavnlig Frugtbarhed,
Saa ledte du jo os, du Gode!
Som Solen nu du daler ned.
Og herligt Livets Aftenrøde
Paa dine gamle Kinder gløde.
Med høie Hjerter staae vi her,
At signes i dit Aftenskiær.