Smag? Smagen! ville vistnok Flere sige;
Vi leve netop jo i Smagens Rige.
Vi critisere, hvad os ei behager;
Vor Smag er ingen flau Tiltakketager.
Smag og Critik er Eet dig og det Samme?
Med skiæv Critik dog ei du skulde bramme;
Med flinke Dom du lægger tidt for Dagen,
At hvad du savner meest, er netop Smagen.
Det gaaer Critiken nu, som Poesien:
En Flok sig troer at være dreven i’en;
Hvo kan ei giøre Vers? Men kunstindviet
Man vorder ei ved Egoisteriet.
Spidsfindig fornem Kunstneren du skoser;
Men den, som ubetinget Alting roser,
Saa tykt et Slør ei over Sandhed kaster,
Som den, der ubetinget Alting laster.
Thi hvo, som troer, med Roes at burde lønne,
Han kan dog stundom glædes af det Skiønne;
Men den, som aldrig Blomstens Honning suger,
Som Ukrud Blomsten han af Bedet luger.
I Smagens første Barndomsperiode
Til Takke tages, Alt er der det Gode;
Om Mester Jakels Dukker, klædt i Lapper,
Staaer Børneflokken hierteglad og klapper.
Men i den sidste Tid, som tørre Stubber,
Den fine Flok, udlevede, som Gubber,
I Hallen gabe; kolde Taushed møder
Den varme Kunstner, Livet i ham døder.
Men med Begeistring Værket eder bydes,
Og med Begeistring vil det ogsaa nydes.
Den kolde Dom — troer I med den at lønne?
I Kulden trives Intet af det Skiønne.
Vil Smag du for det Skiønne dig indpode,
Hav først Samvittigheden for det Gode!
Misundelsen og Lunet du ei lystre!
Smag og Samvittigheden ere Søstre.
Men ei med bedste Villie, Flid erstattes
Et Savn, en Evne, som Naturen fattes;
Vel Smagen dannes, men kan begribes:
Hvor Ædelstenen mangler, den ei slibes.