Besynderlige Skifte!
Sat i et Bølgebuur,
Skal jeg Bekendtskab stifte
Med fremmede Natur.
I Gaar — saa luunt paa Landet
Bag Bøgens grønne Green;
Her — kastet om paa Vandet,
Kun Vand og Kampesteen!
Ei mindste grønne Plante,
Slet intet Blomsterstraa!
Her kun sin Vintervante
Naturen trækker paa.
I Sommer, som i Vinter,
Den samme nøgne Blok
Med Revner og med Splinter
I en utallig Flok!
Her blomstrer Intet, uden
Det bittre, friske Skum
I Stormens vrede Tuden,
Ved Havets lumske Brum.
Her Intet kan forsone
Den letopbragte Sø.
Her staaer din Muskelthrone,
Hler-Ægir! paa din Ø.
Og Havets Dottre dandse
Utrættet, Aar for Aar,
Med Skummets hvide Krandse
Paa deres sorte Haar.
Og naar en Blomst vil smile
Paa Klippen, er det kort;
Blæsten med sine Pile
Den atter skyder bort.
Som disse Klipper stode
For Skipperen i Gaar —
Lidt Mus dem kun begroede —
Stod de for tusind Aar;
I Regn, i Solens Lue
Den samme stærke Vold,
For Olaf, Digre Bue,
For Peder Tordenskjold.
Og saadan skal de stande
Goldt uden Græs og Løv,
Naar længe denne Pande
Er atter vorden Støv.
Her præges intet Mærke,
Her knuses stolte Vand.
Men Ære for den Stærke,
Som trodser Tidens Tand!