Aftenen stunder til. Det var sludfuldt nylig og skyfuldt;
Nu opklarer sig Himmelen blaat, og i purpurne Skybrud
Skinner den dalende Sol over Kronborg, yndig ved Siden
Stander den af det kneisende Taarn. Blybølgerne vælte,
Bræmmet med Ilden i Aftnens Glød; de dandse som Havfru’r
Omkring Skibet, og nære med Billeder Digterens Tanker.
Og saa seer jeg da, Slot! i din Muur ei vanlige Fæstning,
Sundets Behersker, men Borgen, hvor Hamlet skued med Shakespeare
Faderens Aand paa Volden, og gyste, da Spøgelset rysted
Under Hielmen den graanende Lok, og viste sit Ansigt,
Blegt som Ligets, men Øiet i Glands af den evige Straale.
Snart, naar Solen er slunken i Hav, naar Maanen, som Dødning,
Spøger over den drømmende Jord, Giengangeren kommer,
Hamlet selv Gienganger med hiin. De gaae paa Terrassen,
Og forsvinde ved Egen, som fleer Aarhundreder bredte
Høit paa Volden sin uhyre Bul med den hvælvede Løvsal.
„Du enfoldige Skiald! hvor kan slig latterlig Digtning
More dig her? Og veed du ei end, at Hamlet, i Fald han
Leved — da var det vel tusind Aar før Tiden, da Shakespeare
Ham uvidende satte som Prinds, Protestant og Student fra
Wittenberg, opdraget af Luther og Philip Melanchton?”
Jo, min lærdeste Ven! jeg har ogsaa studeret min Saxo.
Shakespearcs Genius takker jeg dog, at den mægtig forvandled
Snedige Hedning og grumme Barbar til elskværdige Fyrste.
Ogsaa veed jeg, at Hamlet ei spøger hist paa Terrassen;
Men den Tanke mig rører, at mange begejstrede Briter
Søgte Reliquier der af den Helt, som blev dem ved Shakespeare
Kiær. Det ligger i Hjertets Natur, hver Levning at skatte,
Som den fortærende Tid os skaante fra skiønnere Dage.
Hvo har ei Religioner kiær af Fader og Moder,
Af den elskede Mø: en Bønnebog eller Bibel
Med sine rustne Spænder, en Lok, og visnede Blomster?
Stat mig da, Kronborg! der som et Sted, hvor følsomme Hamlet
Spøger endnu i Maanskins-Glimt, og følger sin Faders
Aand. Jeg træder i Hamlets Sted; jeg elsker de gamle
Sagn med barnlig Hengivenheds Ild. Og de fordre mig op, som
Aanden i Shakespeares Digt, til Hevn, skiøndt ikke med Sværdslag,
Men ved at stille dem frem i det Lys, som dæmrer i Asken;
Men ved at ryste dem Støvet af blanke Rustning, og drage
Sværdet paa Kisten af Balgen, at Fremtids Børn maae beundre
Nordens ærværdige Kraft, hvis Glands ei Graven fordunkler.