Bag grønklædte Bakke der ligger et Huus,
Langt borte fra Stadens fortumlende Suus;
De Stuer er lave, de Ruder er smaae,
Og Væggen er klinet, og Taget er Straa.
O, her blev jeg født i det fattige Huus,
Langt borte fra Stadens forførende Suus.
I Skove og Enge jeg lystelig foer,
Og voxte saa op, og blev fager og stor.
Jeg kiendte Naturen, og elskede Gud,
Og tilbad hans Viisdom, og frygted hans Bud
Min Fader og Moder dem var jeg en Trøst,
Og Landsbyens Piger en Glæde og Lyst.
Især var mig Lise saa venlig og huld,
Hun eied et Hierte som reneste Guld,
Og naar hun tilsmiilte mig yndig og mild,
Da brændte mit Øie af Kiærligheds Ild.
Og naar nu om Vaaren vi vare til Dands,
Da bandt jeg til hende den smukkeste Krands,
Og bævende kiærlig hun trykte min Haand,
Og pryded min Hat med et flagrende Baand.
En Aften vi ginge i Skoven saa grøn,
Da smiilte hun nu saa usigelig skiøn.
Jeg favnede hende med skiælvende Arm,
Hun trykte mig ømt til sin bølgende Barm;
Og hævede langsomt de Øine saa blaae,
Og ret som en Engel hun op til mig saae,
Og stammede sagte: „Jeg evig er din!”
„O,” raabte jeg henrykt, „o, Lise er min!”
Og loe saa, og græd, og stod stille, og sprang,
Og taug saa, og sukked, og talte, og sang,
Og kyssed den Elskte paa smilende Mund
Bag Buskenes Skygge i rolige Lund.
Den anden Dags Morgen før Sol jeg stod op,
Og pynted mig vakkert fra Taa indtil Top.
Paa Hovedet Hatten med flagrende Baand,
En Kurv med Levkoier jeg tog i min Haand;
Og sagde til Moder: „Jeg Lise har kiær,
Derfor har jeg pyntet mig lidt, som du seer.
Med os er det afgiort; tilbage kun staaer,
At Faderen Nys om vor Kiærlighed faaer.”
„Herr Mogens? den stolte, velhavende Mand?
Hvad tænker du, Vilhelm? brug dog din Forstand!”
„O,” svared jeg, „den er ei ringe og arm,
Som eier et Hierte i skyldfrie Barm.
Naturen er skiøn, og jeg elsker Enhver,
Men Lise dog har jeg fortrinligen kiær.”
Med brændende Øie, med blussende Kind
Jeg iled, og traadte for Faderen ind.
„Herr Mogens! De er en veltænkende Mand;
Jeg elsker Der’ Datter, den Tale er sand.
I Fald De vil give mig hende til Viv,
Forskiønner De tvende Lyksaliges Liv.”
„Hvad eier han?” „Kræfter, Fornuft og Forstand.”
„Men den, som min Datter skal kalde sin Mand,
Skal eie lidt mere. Gaa han kun sin Vei.
Min Lise jeg gier ham i Evighed ei.”
Da foer jeg til Marken, fra Marken til Skov,
Fra Skoven til Haven, fra Haven til Plov;
Men alt som nu Solen bag Bøgene svandt,
Saa svandt og min Vrede, det husker jeg grandt.
Da Solen nu nedsank saa rød og saa rund,
Da iilte jeg atter til elskede Lund,
At finde min Pige; men ene jeg sad,
Til Dagskiæret blegnede Stiernernes Rad.
Tre Aftener ene i Lunden jeg gik,
Forgieves i Taarer hensvømmed mit Blik.
Den fierde — da kom hun, og sank til min Favn,
Og smiilte veemodigt, og nævnte mit Navn.
„O, Vilhelm! o, Vilhelm! du seer mig, min Ven!
For ikke saa hastig at see mig igien.
Min Fader mig sender til Byen, for der
At lære, hvad ei jeg behøvede her.
Der har du en Haarlok, giem den paa dit Bryst,
Til Minde om Kiærligheds svindende Lyst!”
Saa græd hun, og svandt, og min Lykke svandt med.
Jeg kyssed den elskede Haarlok, og græd.
Om Morgenen tidlig da holdt der en Vogn
Ved Døren, som aldrig var seet i vort Sogn.
Deri sad en Dame med Silke og Flor;
Min Lise steg i, og afsted de nu foer.
Da løb jeg foran hen til Leddet, og saae
Paa Veien et glindsende guldfarvet Straa.
Jeg tog det, og trykte det ømt til min Barm,
Og vædede det med en Taare saa varm.
Og kyssed det heftig, og kasted det i
Den kostbare Vogn, da den rulled forbi.
„Giem dette, o Lise! vær stedse nug huld;
Min Hytte er straatakt, mit Hierte er Guld.”
Med Sneglenes Gang sig et Aar nu hensneg,
Min Rødme, min Sundhed af Kinderne veg,
Og mat blev mit Øie, og langsom min Gang,
Vist aldrig jeg loe, og kun sielden jeg sang.
Og sang jeg, da var det saa sørgeligt kun,
Ved Maaneskin ene i elskede Lund.
Jeg tænkte paa Lise; da qvaltes min Røst
I Taarer, og det var min eneste Trøst.
Men nu — o, nu græder jeg slet ikke meer!
Med stirrende Blikke jeg hen for mig seer.
Min Raskhed er borte, bleg svinder jeg hen,
Thi Lise, den Grumme, har sveget sin Ven.
I Byen blandt Glimmer og Glæder og Larm
Hun glemte sin Vilhelm saa tro og saa varm,
Og bortgav sin Haand til en Mand, der var rig.
Han elsker vist ei, som hun elsktes af mig.
Nu smiler jeg mat, og veemodig jeg gaaer,
Nu digter jeg Viser, og Strængene slaaer.
De høre mig gierne, de elskende Møer,
Med Blomster de krandse min Grav, naar jeg døer.