Fra Thoras ømme, elskovsfulde Bryst
Sled Sivald sig med fæl og grusom Latter;
Forgieves qvalte Taarer hendes Røst,
Forgieves græd Naturens skiønne Datter.
Kold skyndte han sig bort til fremmed Land,
For ei at høre Uskylds svage Stemme.
Der kiøbte Trællen sig i Adelstand,
Og Glæders Ruus ham lærte Thora glemme.
Ti Aar forgaae, saa har han ødslet hen
Sit Guld og Rosen paa de friske Kinder;
Nu staaer han fattig; ene, syg igien,
Thi med hans Rigdom Fryd og Ven forsvinder.
Da ængstes han af underlige Nag,
Og Thoras Taare paa hans Hierte brænder;
Da seer han hende bleg ved Nat, ved Dag
At vinke ham med sine matte Hænder.
Et sort og betlet Brød indsvøber han;
Til Fods, med Tiggerstav og revne Klæder,
Han vandrer langsomt til det Fædreland,
Som smiilte til hans Ungdoms vilde Glæder.
Ved Midnatstid igiennem Storm og Regn
Han vakler skiælvende med bange Tanker.
Nu skimter han den velbekiendte Egn,
Og ængsteligt hans knuste Hierte banker.
I rædsom Taushed laae den hele By,
Hver Dør er lukket, og forgieves beder
Han fordums Venner om et ringe Ly;
Han vises bort med græsselige Eder.
Afmægtig skiælvende han slæber sig
Til Kirkeportens Bænk, for der at hvile.
Da svimler han saa bleg og underlig,
Og rædsom Frygt ham hindrer i at ile.
Han finder Kirkeporten aaben staae,
Han seer et Lys ved Muren rødligt lue,
Han gyser, standser, frygter for at gaae,
Og stirrer bleg til Himlens sorte Bue.
Men Skiebnen vinker ham, han gaaer derind,
Han seer et Lys i dunkle Lygte brænde.
Og Graveren, som med et roligt Sind
Sang et: „Hvo veed, hvor nær mig er min Ende?”
Og grov en Grav ved sørgelige Sang,
Og kasted Knokler op, skiøndt han var ene,
Endskiøndt det huult i Dødningbenet klang,
Naar hen det raslede ad Gravens Stene.
„O fæl, o rædselfuld er dog din Iid!
Hvorledes kan du, uden at forsage,
Ved Midnats mørke, gyselige Tid
De Dødes Fred saa roligen forjage?”
„Til dette Arbeid er jeg længe vant.
Nu kiende Dødninger og jeg hverandre;
Før blev jeg bleg og bange, det er sandt,
Naar jeg dem saae ved Sacristiet vandre.
De Dødes Fred forstyrrer Ingen her,
De Døde slumrer alle trygt og rolig,
Paa Havets Bund, i Marmorhvælvinger,
Paa Steil og Hiul, i Gravens stille Bolig.
Kun mens de vandre Livets trange Vei,
Kan Sorg og Ondskab deres Fred forjage;
I Jorden er der Fred, paa Jorden ei.
Lyksalig den, som ei har meer tilbage!”
„Hvem”, spurgte Sivald, „skal begraves her
Ved skumle Beenhuus?” „Du ham neppe kiender,
Giensvarte Karlen; „det en Morder er,
Som dræbte sig af Frygt for Bødlens Hænder.
Den Jord den er saa stenet og saa haard,
Her har ei været gravet meget længe;
Der er nok svundet nu en halv Snees Aar,
Fra sidst jeg redte her de Døde Senge.
Det var en deilig Pige med sit Barn;
I Raseri hun tog sig selv af Dage,
Da Faderen, som var et nedrigt Skarn,
Løb bort, og spotted hendes stille Klage.”
Hvid Sivald stod, som Gravens kolde Steen.
„Hvad hed hun?” skiælvede hans brudte Stemme.
„Hun hedde Thora. Det er hendes Been,
Som her jeg kaster ud af Gravens Giemme.”
Huult Thoras Hierneskal mod Muren klang,
Og nu et Been, nu eet igien, nu atter.
Fra Sivalds Pande Dødens Perle sprang,
Bag Kirkemuren hørtes rædsom Latter.
Hans Hoved tumlede mod Murens Steen,
Og skyldigt Blod de blege Vægge malte.
Tre varme Draaber faldt paa Thoras Been,
Dybt Kirkeklokken slog, og Hanen galte.
Forgieves kalker man den skumle Muur,
Blodblomsten voxer stedse fra sin Kime.
Ved Midnatstid det stygge Dødninguhr
Fælt minder Morderen om Hevnens Time.