Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Du valgte selv en steil, en farlig Vei,

Dog blomsterfuld og smuk, til Musalunden.

Strax med min Villie var det ei —

Jeg frygted Revner flinkt i Klippegrunden.

Dog — dristigt hopper du hen over tynde Bræt —

Det lader til, du kommer over,

At du begyndte Veien ret,

Og styrter ei i Fossens kolde Vover.

Saa gak da frem! En Fader giver dig

Velsignelsen dertil. Han er ei fremmed

I Lunden hist; nei, sandelig,

Du finder ham igien i Digterhiemmet.

Og det dig tiene til Undskyldning kan,

Det vil ei Billigheden dølge:

Du spiilte Vingen ud paa Redens Rand,

Og vilde mig i Flugten følge.

Jeg stod beklemt, da for et samlet Folk

Du ængstlig traadte frem, som bange Qvinde;

Dog var din Røst alt Hiertets Tolk,

Og mangen Taare saae jeg rinde.

Fat Mod! gak frem! Du vinder vist en Krands.

Min Frygt forsvandt, jeg haaber atter.

Dit Skridt var sieldent hertillands,

Men ogsaa sielden er en aandfuld Digterdatter.

Jeg agter høit den ædle Viv,

Som virker qvindligt i sin stille Hytte;

Men Gud gav os forskelligt Liv,

Det qvindlige Talent kan ogsaa nytte.

Den dumme Fordom ligger alt

I sidste Krampetræk med stolte Fagter.

Den bar saa mangen Spire qvalt.

Men dens Foragt jeg dybt foragter.

Vær god og ædel, dyrk din skiønne Kunst,

Viis Gubben — naar det vorder silde —

Apollos Himmel giennem Jordens Dunst,

Og ræk en Lædskedrik mig af min egen Kilde!