Man siger, at Vaaren er Ungdommens Ven,
I den sig kun Skiønheder samle;
Men dybt i mit Hierte jeg føler, at den
Fornemmelig er for de Gamle.
Hvor Ungdommen blusser, fra Vinterens Iis
Selv Kulden og Mørket maa vige;
Men Elskeren finder kun der Paradiis,
Hvor henrykt han finder sin Pige.
Hvad er vel Kiærminder mod Øinenes Blaa,
Hvis Blikke saa saligt ham saare?
Hvad ere vel Kildernes Sølvbølger smaae
Mod hendes fortryllende Taare?
Hvad er selv en Rose mod purpurne Kind?
Og skiøndt vel en Lilie blænder.
Hvad er selv dens Hvidhed for Elskerens Sind
Mod Skiønhedens Liliehænder?
Er Møen tilstede, kun Møen han seer,
Naturen til Nød kun han ændser;
Men er hun forsvunden, og smiler ei meer,
Da føles — Tilværelsens Grændser.
Han stirrer i Maanen, og drømmer, at den
Nedsmiler til ham i hans Fængsel,
Og at den, fortrolig og Elskerens Ven,
Begræder hans ømme Forlængsel.
Vi Ældre, hvis Foraar i Livet forsvandt,
Som sidde tilbage med Bogen —
I Vaaren vi Ungdom og Venner gienfandt,
Og Lunden os lokker af Krogen.
Ei føle vi meer os forladt og forglemt —
Nei, Verden er længer ei fremmed,
Omgivningen har os til Munterhed stemt,
Og lifligt igien er os Hiemmet.
Der staaer han, den gamle, den trofaste Ven,
Den herlige Bøg, saa alene.
Der staaer han, og favner mig kiærligt igien
Med skue fortrolige Grene.
Og Fuglen mig qviddrer den selvsamme Sang
Af Gretry og Schulz; og ved Roden
Slaaer Kilden sin Harpe med selvsamme Klang,
Dens Toner ei støie paa Moden.
End seer jeg, som førend Napoleons Tid,
I Græsset de selvsamme Stater;
Saa frodige, friske, skiøndt fierne fra Strid,
De røde, de blaae Kammerater.
Naturen mig smiler i sød Harmonie;
Min Ild den, min Følelse nærte.
Og lærer endnu mig den Philosophie,
Som den i min Ungdom mig lærte.
Nu opstiger Maanen. Saa herlig den staaer,
Og gyder i Hiertet sin Lindring.
Den vækker ei Haabet om — hvad der forgaaer,
Den smiler en hellig Erindring.
Og alle de Kiære gienfødte jeg seer.
O, Vaar! hvor du bortmaner Sorgen.
Nu oprinder Solen — jeg tvivler ei meer
Om hellig Opstandelses Morgen.