En Digter sad, engang i Aftenstunden;
Alt Sangen var fra Læberne forsvunden,
Men fiernt mod Fieldet Lyden slog,
Og Echo Tonerne gientog.
„O, Gienlyd!” raabte han, „du mig opliver,
Thi hvad du fik, meer yndigt du giengiver
Igiennem Luften, over Skovens Green.
Nei, Hav! du er ei koldt; nei, Field! du er ei Steen.”
Men snart den svandt, den fierne Lyd. I Havet
Af flygtig Bølge Tonen blev begravet;
Og Fieldet, koldt og stolt, af Skyen slørt,
Stod, som det aldrig havde Sangen hørt.
Nei, Sang fra Hiertet! hvor du ei skal svinde,
Der maa du Mennesker, der maa du Hierter finde.
Den Gienklang, som de sende dig — o, nei! —
Den giekker ei, thi den forsvinder ei.