Ved Festen i Diurgården ved Stockholm
den 17de Juli 1847.
den 17de Juli 1847.
Naar Skialden seer Naturens Vexelsyner
I flygtig Skiønhed fra sin Vandringssti;
Naar Straalen giennem Tordenskyen lyner;
Naar Maanen gaaer sin Sølversky forbi;
Naar Taagen meer ei Skov-Smaragden dølger;
Naar i sit stolte Skin Sølvhavet bølger —
Henrykte Skiald ei længer tie kan:
Da siunger han.
Og seer han giennem Tidens brustne Rifter
De store Stierner hist fra Oldtidstag;
Og straale for ham Heltenes Bedrifter,
Som Solen i den klare Sommerdag;
Og stige Kæmper frem af slunkne Høie,
Og stande tydeligt for Skialdens Øie —
Da svulmer Hiertet, han ei tie kan:
Da siunger han.
Og møder Elskov ham med Rosenkiæden,
Og trofast Venskab med sit Eviggrønt;
Og viser ædle Drot sin Frugt i Freden;
Og seer han Broderkunstens Værk saa skiønt,
Og skiønne Piger, vennehulde Mødre;
Og vinker Bacchus ham til muntre Brødre —
Da blusser Skialden, han ei tie kan:
Da siunger han.
Men møder ham den Gamle med den Unge
Med Tak for Sangen, som de havde kiær,
Da stammer han, da kan ei meer han siunge,
Som lille Fugl, man Træet kom for nær.
Hvordan udtrykker Hiertet sine Glæder
For ædelmodig, ufortiente Hæder?
Her kan ei længer Tungen være Tolk —
Men du forstaaer min Taushed, ædle Folk!
Min Tak jeg ikke tolker; men min Glæde
Jeg siunger høit i elskte Broderfavn;
Jeg saae Stockholm, Naturens skiønne Sæde,
En Søster til mit blide Kiøbenhavn.
I trofast Venskab ærligt sig omfavner
Stockholmer broderligt med Kiøbenhavner,
Med Ægirs Snekke suser Bølgen glad
Imellem Mælarstrand og Axelstad.