Saa staae vi nu i Vaaren da, den samme
Hvorfra vi udgik! Det er atter Vaar.
Med Seier straaler Kiærlighedens Flamme,
Og endt er nu det lille Jordens Aar.
Det hvide Vinterslør Maria hæver,
Der over hendes Rosenansigt hang.
Nu siunger Nattergalen, Løvet bæver,
Og brat forstummer dristig Skialdesang.
O, I som nylig hørte Skialden siunge!
Miskiender ei den fromme Phantasie;
Thi taler hver Discipel ei sin Tunge?
Og fik han ei sit eget Sprog, som I?
Han følte paa sin Isse Luen flamme,
Begeistring løste ham hans Tungebaand.
Forskielligt Jordens matte Læber stamme,
Mangfoldig viser sig den Helligaand.
Her Baldur har forenet sig med Braga,
Med Billeder udsmykket Tidens Muur;
Og gierne, Jesus! sig din hellige Saga
Forened med den hellige Natur.