En bedre Fremtid Himlen lover:
Det er ei Død, kun Hvile blid;
I Graven trætte Legem sover.
Udmattet af den sidste Strid.
Da Engle sig fra Luften svinge
I Sneens Dragt til Graven ned,
Og dække den med deres Vinge,
Og sætte sig omkring dens Bred,
For selv den strenge Kuld at tvinge
Ved Favnetag til Skaansomhed.
Og til de Sørgende de siunge:
„I Elskelige! græmmes ei;
Snart blomstrer frem igien den unge,
Den hellige, den lyse Mai.
Den Evige dig ei forlader,
Du seer ham atter, før du troer;
Han foer til Himlen, til sin Fader,
Han stiger atter ned til Jord.
Snart Blomsten sig i Duggen bader,
Og taler henrykt uden Ord.
Og ofte vil tilbagevende
Et Sindelag, som Vaaren skiønt.
Den værste Storm og Kuld faaer Ende,
Og Solen farver Græsset grønt.
Som Rosen da, vil Kiærligheden
Udfolde sig til Livets Trøst;
Paa Jettekampen følger Freden,
Paa bitter Smerte søde Lyst,
Og evig blomstrer, som et Eden,
Uskyldighed i Godheds Bryst.”