Vi vil ei forsage!
Med de svundne Dage
Skiønne Stierner svandt.
Ondskabs Rovdyr tørste;
Ned ad Lysets Fyrste
Purpurblodet randt.
Folket stod og saae hans Blod;
Mørkets tykke Forhæng revned —
Tiden har ham hevnet.
Satan vældigt kæmper,
Lyset tidt han dæmper,
Men det dræbes ei.
Høit mod Himlens Buer
Snart i andre Luer
Søger det sin Vei.
I sin Død, saa hellig sød,
Stiger det, som Morgenrøden,
Seirer selv i Døden.
Med andægtigt Øie
Blikket hen vi bøie
Paa den store Tid,
Da den hulde Naade
Ned til Jorden traade
Som en Yngling blid.
Yngling skiøn! du varst Guds Søn!
Derfor er vor Trøst, vor Ære
Nu, dit Navn at bære.
Korset, som du slæbte,
Ei din Guddom dræbte
I sin bittre Favn.
Hvad som ei kan fødes,
Det kan aldrig dødes,
Evig er dets Navn.
Himmel-Ild, veldædig, mild!
Briste kan dit svage Kammer;
Men din Lue flammer.
Spredt blandt Jordens Vrimmel,
Blev dit Lys, o Himmel!
Samlet i din Ven.
Da hans Læber isned,
Da hans Hierte visned,
Spredtes det igien;
Men den Barm, saa huld og varm,
Ak! som kunde Alt forbinde —
Der var Himlen inde.
Derfor ned vi bøie
Her med hævet Øie
Dybt det stolte Knæ,
Strække vore Hænder,
Medens Taaren brænder,
Mod dit sorte Træ.
Bleg og hvid i Dødens Strid,
Viser du i Martyrnøden
Himlens Ro i Døden.
Blus, I Roser røde!
Jesus aldrig døde.
Smiil, du Himmel blaa!
Styrter ham til Fode!
Jesus er det Gode,
Det kan ei forgaae.
Uforsagt mod Helveds Magt!
Giøglespil er Satans Vælde,
Den kan ei os fælde.
Lad da Medgang smile,
Lad da Modgangs Pile
Tørne mod vor Barm,
Lad da Vaaren lue,
Lad da Vintren true
I sin bistre Harm;
Lad da brat i Mulm og Nat
Livets skiønne Tider blegne!
Gud er allevegne.
Naar Naturen isner.
Selv naar Tiden visner
Uden Blomst og Lyst,
Dog hans Smiil vi skuer,
Dog hans Elskov luer
Inderst i vort Bryst.
O, der staaer en evig Vaar;
Paradiset, længst forsvunden,
Der er atter funden.
Midt i Vintrens Ørke,
Mellem Iis og Mørke,
Knyttes dette Baand.
Inderligt vi brænde;
Han vort Hierte tænde
Med sin Helligaand!
Du est nok, vor liden Flok!
Af dit Fro i nøgne Mose
Springer Fremtids Rose.
Hvad er vel vor Kummer?
Denne dorske Slummer
Selv ei martre kan.
Tænk, hvad Hine lede,
Tænk, hvad Hine strede,
For at døe, som han.
Uden Harm da, Arm i Arm!
Kiærlighed forene Flammen!
Amen! Amen! Amen!