Ei længer Druens Purpur luer,
Den milde Himmels sidste Smiil.
Hvorhen det matte Øie skuer.
Det træffer Saar af Dødens Piil.
Den kolde Dugg, som Skoven væder,
Paa gule Løv med Zittren staaer;
O, Jesus! det er dig, som græder
Udi den visne Urtegaard.
Hvor er den Ild, som venligt ulmed?
Er den bag vaade Grene slukt?
Hvor er det søde Blod, som svulmed,
Som funkled i den klare Frugt?
Umaadelige Bægre bramme
Blandt Skaren, ryggesløs og vild;
Thi brænder nu som Helved-Flamme,
Hvad før har smiilt som Himmel-Ild.
De Sandheds-Ord, du kiærlig talte
I Vindens Pust, i Fuglens Røst;
Som Blomsterflokkens Farver malte;
Som lued i den Renes Bryst —
De Sandheds-Ord, den store Naade
Slet ingen Virkning har frembragt.
Nu vil man nedrig dig forraade;
Saa stor er Helveds onde Magt.
At du fra Faderen mon svæve
I himmelsk Salighed herned,
Før Siælen til sit Hiem at hæve,
Af sand, uskrømtet Kiærlighed,
For Støvet af sin Drøm at vække,
For dem, som dybt i Pølen gaae,
En kraftig, hielpsom Haand at række —
Det skiønner Ingen, Ingen paa.
Den hulde Blomst de snart mon glemme,
Dens Himmelvink de ei forstod,
De døved vildt Naturens Stemme,
Og ryggesløst de drak dit Blod.
Din Godhed og din hulde Naade
Fandt ingen from, taknemlig Giest;
Med Haan de Alt med Fødder traade,
Og raabe nu: Korsfæst! korsfæst!
Derfor paa disse skumle Steder,
Ved denne nøgne, tørre Hæk
Rørt og medlidende du græder
I Kedrons veemodsfulde Bæk.
Ei for dig selv din Taare strømmer;
Nei, for den hele, hele Slægt
Den bittre Kalk du blidt udtømmer,
Og bukker under Korsets Vægt.
For til Opmærksomhed at drive
Den Flok, der ei din Skiønhed saae,
Du lader dig af Torne rive
Og Haglens blege Bødler slaae.
At Døden hver en Fryd begraver.
At evig Glands kun hist er til,
Det viser du, mens du tillaver
Det blodigstore Sørgespil.
Alt seer jeg lumsk dem hid at drage,
Sagtmodigt, paa det tørre Mos.
Din Glorie de vil forjage
Med Lamper og med røde Blus.
Den visne Hauge op de lyse;
Men Svampe, som blandt Tidsler groe,
Ved Lygtens Skin af Kulde gyse,
Hvor før i Solen Blomster loe.
Din sande Guddom frækt de dræbe,
Din Dyd tør dog ei dræbes end,
Thi giver dig den kolde Læbe
Et Judas-Kys, som Broderven.
Men Læberne, som frostigt isne,
Skal vise fræk Fortrolighed,
Skal bringe Krandsen til at visne,
Og drage dig til Mængden ned.
Thi vender du med blege Kinder
Fra de fortabte, blinde Faar.
Medlidende din Taare rinder,
Og høit du sukker, mens du gaaer.
I Sneen dine Kinder blegne,
Hvor Rosen lued for saa smuk,
I Regnen dine Taarer segne,
I Stormen døer dit sidste Suk.
Naturen i sit Sørgeklæde
Gientager aarlig taus din Død.
Høit Englene fra Skyen græde
Af Medynk over Livets Nød.
Ukiendte Magt med Vrede hevner
Den Haan, man yttrede mod dig.
Som Templets Forhæng vældigt revner
Den frosne Jordbund ængstelig.
Den skyller til med isne Vande,
Og reent udslettes Livets Fied;
En eneste uhyre Pande
Bedækker store Rettersted.
Og bladløs staaer blandt nøgne Stene,
Hvor Vaarens Glands længst iled fra,
Det førte Træ med tørre Grene,
Som Korset hist paa Golgatha.