Mennesket.
I den sildige, sludfulde Høstnat.
Skulde jeg slig Konning ære?
Nei, jeg er ei længer ung;
Det vanærer mig at bære
Denne lidetfyldte Pung.
Dine vilde Phantasier
Skal ei længer nytte dig.
Bort, I Ungdoms Sværmerier!
I skal ikke fængsle mig.
Hvad er Ord? En Lyd, som svinder.
Hvad er Dyd? Blandt Ord et Ord.
Hvad er Gud? Et Glimt, som blinder.
Hvad er mit? Den rige Jord.
Satan igiennem Stormen.
Hvad er Fuglen meer, end Krybet?
Hvad er Æthren meer, end Muld?
Hil dig, Søn! søg du kun Dybet;
Dybet flammer rigt paa Guld.
Mennesket.
Hvad var det? Søn blev jeg nævnet!
Hvo var det, som for mig stod?
Jesus! ved dit ringe Levnet
Tykt og hidsigt blev mit Blod.
Men min Frygt jeg kiæk vil døde,
Ei jeg kysser meer din Søm.
Bedre Drik og bedre Føde
Jager bort hver Feberdrøm.
Hen til Jordens rige Vise
Vinker Mynten mig, saa rød;
Den mig bedre vil bespise,
End du med dit Himmelbrød.
Jeg mig skammer for din Naade,
Frygter ei din Arm saa lam.
Flux jeg vil dig nu forraade,
Saa aftvætter jeg min Skam.
Satan med vild Latter.
Hungrig Luften sig har hvælvet
Rundt om Jordens fede Dal.
Hvad er Himmel imod Helved?
Hvad er Glæden imod Qval?
Mennesket.
Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer,
Fæle Hviin i Gierdet suser,
Mens til Caiphas jeg gaaer.
Satan.
Sorte Engle! hen I brage
Over midnatsdunkle Jord!
Naar han kommer bleg tilbage,
Vil vi synge ham et Chor.
Mennesket.
Længer ei jeg nu skal trængeæ
Det er skeet, det er fuldbragt!
Denne Pung med blanke Penge
Vidner om min nye Pagt.
De sorte Engle.
Vee dig! Vee! hvad har du vovet?
Vee! hvad har du overtraadt?
Ham, som du saa varmt har lovet,
Ham, ham har du nu forraadt!
Mennesket.
Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer,
Fæle Hviin i Gierdet suser,
Mens fra Caiphas jeg gaaer.
De sorte Engle.
Stormen har sit Glavind draget.
Stormen er det stærke Riis,
Hvormed Adam blev udjaget
Af sit skiønne Paradiis.
Stiernen, som saa rød er blevet,
Er den blodige Rubin,
Som for Beltsazar har skrevet:
Mennesket.
Vee mig! Vee! de skarpe Tiørne
Saare mig i dunkle Nat.
De sorte Engle.
Mindes du de vrede Biørne,
Som Elisa hevned brat?
Mennesket.
Ha, jeg flygter! Himlen vredes.
Ha, jeg flyer dig, Stierne rød!
De sorte Engle.
Cain giorde ligeledes
Efter Abels lumske Død.
Mennesket.
Ti, du Nattens vilde Hvinen!
At til Gud jeg bede kan.
De sorte Engle.
Mindes du i Helvedpinen
Bønnen fra den rige Mand?
Mennesket.
Ei jeg vil mig meer formaste,
Pungen kaster jeg i Dynd.
De sorte Engle med Skoggerlatter.
Judas! kan du ogsaa kaste
Bort din skammelige Synd?
Mennesket.
Havet bruser, Storme tude.
Himlens blege Dødning leer.
Det er ude, det er ude,
Der er ingen Redning meer!
Vaade Piil i Nattens Taage svaier,
Dybt den visne Green til Jorden vaier,
Som sig hæved før saa grøn, saa let;
Nattens Magter harmes ikke længer,
Helved kræver ikke meer sin Ret:
Blegt og blodigt brustne Legem hænger.