Mennesket
i den sildige, sludfulde Høstnat
Skulde jeg slig Konning ære?
Ney, jeg er ey længer ung.
Det vanærer mig at bære
Denne lidetfyldte Pung.
Dine vilde Phantasier
Skal ey længer nytte dig.
Bort, I Ungdoms Sværmerier!
I skal ikke fængsle mig.
Hvad er Ord? En Lyd, som svinder.
Hvad er Dyd? Blandt Ord et Ord.
Hvad er Gud? Et Glimt, som blinder.
Hvad er mit? Den rige Jord.
Satan
igiennem Stormen
Hvad er Fuglen meer end Krybet?
Hvad er Æthren meer end Muld?
Hil dig, Søn! Søg du kun Dybet,
Dybet flammer rigt paa Guld.
Mennesket
Hvad var det? Søn blev jeg nævnet!
Hvo var det, som for mig stod?
Jesus! ved dit ringe Levnet
Tykt og hidsigt blev mit Blod.
Men min Frygt jeg kiek vil døde,
Ey jeg kysser meer din Søm.
Bedre Drik og bedre Føde
Jager bort hver Feberdrøm.
Hen til Jordens rige Vise
Vinker Mynten mig, saa rød;
Den mig bedre vil bespise
End du, med dit Himmel-Brød.
Jeg mig skammer for din Naade,
Frygter ey din Arm saa lam.
Flux jeg vil dig nu forraade,
Saa aftvætter jeg min Skam.
Satan
med vild Latter
Hungrig Luften sig har hvælvet
Rundt om Jordens fede Dal.
Hvad er Himmel imod Helved?
Hvad er Glæden imod Qval?
Mennesket
Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer,
Fæle Hvin i Gierdet suser,
Mens til Caiphas jeg gaaer.
Satan
Sorte Engle! Hen I brage
Over midnatsdunkle Jord!
Naar han kommer bleg tilbage,
Vil vi synge ham et Chor.
Mennesket
Længer ey jeg nu skal trænge.
Det er skeet, det er fuldbragt!
Denne Pung med blanke Penge
Vidner om min nye Pagt.
De sorte Engle
Vee dig! Vee! hvad har du vovet?
Vee! hvad har du overtraadt?
Ham, som du saa varmt har lovet,
Ham, ham har du nu forraadt!
Mennesket
Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer.
Fæle Hvin i Gierdet suser,
Mens fra Caiphas jeg gaaer.
De sorte Engle
Stormen har sit Glavind draget.
Stormen er det stærke Riis,
Hvormed Adam blev udjaget
Af sit skiønne Paradiis.
Stiernen, som saa rød er blevet,
Er den blodige Rubin,
Som for Balzazar har skrevet:
Mennesket
Vee mig! Vee! De skarpe Tiørne
Saare mig i dunkle Nat.
De sorte Engle
Mindes du de vrede Biørne,
Mennesket
Ha, jeg flygter! Himlen vredes.
Ha, jeg flyer dig, Stierne rød!
De sorte Engle
Cain giorde ligeledes,
Efter Abels lumske Død.
Mennesket
Tie, Du Nattens vilde Hvinen!
At til Gud jeg bede kan.
De sorte Engle
Mindes du, i Helved-Pinen,
Bønnen fra den rige Mand?
Mennesket
Ey jeg vil mig meer formaste,
Pungen kaster jeg i Dynd.
De sorte Engle
med Skoggerlatter
Judas! Kan du ogsaa kaste
Bort din skammelige Synd?
Mennesket
Havet bruser! Storme tude!
Himlens blege Dødning leer.
Det er ude! Det er ude!
Der er ingen Redning meer.
Vaade Piil i Nattens Taage sveier,
Dybt den visne Green til Jorden vaier,
Som sig hæved før saa grøn, saa let;
Nattens Magter harmes ikke længer.
Helved kræver ikke meer sin Ret.
Blegt og blodigt brustne Legem hænger!