De Nætter ruge saa lange og sorte,
Syvstiernen glimter saa mat.
Ud stormer Vinden fra Himmelens Porte,
Fælt knager Granen i kolde Nat.
I Offerlundene Blæsten tuder
Om mosgroede Støtter af Valhals Guder.
„Vor Tid er forbi;
Snart synke vi.”
Den rasler, og styrter, den blodige Steen,
Og knuser omliggende Offerbeen. ’
Den gothiske Steenmasse kneiser
Bruunrødlig skummel i Maaneglands.
I mørkeblaa Luft sit Spiir den reiser,
Om Muren Dødninge rangler i Dands.
Fra lange Blyvindve en Straale iler
Til Alterets Crucifix, og smiler:
„Du seirer vist,
Du hvide Christ!
Snart skal den vilde nordlige Zone
Neie sig for din Tornekrone.”
Olaf Tryggessn lander i Norge,
Brat synger han Messer paa hviden Strand,
Fra skumle sydlige Borge
Bringer han Munke til Klippeland.
Alt mere den christne Tro sig udbreder;
Men mægtige Hakon Bønderne leder.
For gamle Tro
I Fædrebo
De møder Olaf med tapper Ære —
Men Konningen splitter de samlede Hane.
Høit galer Hanen ved Midnatstids;
Jarl Hakon slagter sin Søn.
Han drager den rygende Kniv af hans Side,
Og synker i Lunden, og giør en Bøn.
„Christe! forstyr ei de straalende Aser,
Tag dette Offer, mit Hierte raser,
Og giv os Held,
Forlad vort Field.”
Men Uglen flagrer paa Rotas Bryst,
Og tuder med dæmpet varslende Røst.
Korsbannerne vildt i Ætheren vælte.
De lyne, de lyne afsted.
Høit opflammer Luren de christne Helte,
Hvor Olaf stævner, er Lykken med.
Foran ham bæres Verdens Befrier,
Rundtom lyde Psalmer og Litanier;
Med korsdannet Sværd
Han fører sin Hær.
Foran ham ile de flirende Rygter.
Forladte Hakon fnyser, og flygter.
Afsted paa den vrinskende Ganger han traver.
Den standser ved Gaulaa, med Skum bedækt.
„Blev alle Normænd end feige Slaver,
Jeg skiænder dog ei min ældgamle Slægt.”
Med Taarer sin sidste Ven han dræber,
I Gangerens Blod han sin Kiortel klæber.
„Nu troer du mig død,
At mit Blod her flød;
Men, Olaf! giv Tid, jeg har Kæmper i Nor,
Og paa min Side strider Tyr og Thor.”
Saa knittrende vrede hans Øine skule;
Han iler til grantakte Field,
Og skiuler sig i en skummel Hule
Med Thormod Karker, sin frigivne Træl.
En rygende Fyrrespaan Hulen oplyser.
Der sidde de tause, Trællen gyser.
Den Ene ei troer
Den Andens Ord.
Fælt stirrer Trællen paa Jarlen hvid;
Dog slumrer han ind ved Midnatstid.
Da hvisler det sagte i Hulens Mørke,
Og Asa-Hermod for Hakon staaer.
„Guderne sætte Lid til din Styrke,
Giv Olaf Christen sit Banesaar!
Guldtaarer den yndige Freia græder.
Ha, skal en sydlig korsfæstet Misdæder
Forstyrre os her?
Gaa, sving dit Sværd,
Med Olafs Blod vore Altre bestænk!
Da skal du sidde paa Valhals Bænk.”
Saa taler den røde Skygge, og svinder;
Men Trællen vaagner forfærdet op:
„Jesus stod for mig med smilende Kinder,
Og pegede paa din blodige Krop.”
„Ha, usle Slave! frygt Tordnerens Torden.
Hvi bliver du bleg og sort som Jorden?
Formaster du dig
At forraade mig?”
„Nei!” gyste Trællen med frygtende Sind;
Og udmattet slumrede Jarlen ind.
Men underlig fælt han smiler i Drømme,
Og Karker ræddes ved dette Syn.
„Hvi saae jeg ham nylig i Blod at svømme?
Hvi trækker han saa med det høire Bryn?
Han er dog en Røver, som Norge skiænder.
Velan, i hans Blod jeg toer mine Hænder.
Til Olaf jeg gaaer,
Og en Guldkiæde faaer.”
Saa hvisker han bleg i den sorte Grube,
Og zittrer — og udskærer Jarlens Strube.
Høit Lurene skralde fra nærmeste Fielde.
„Her er han! her flygted han hen!”
Som Fossen med brusende, knusende Vælde
Indbryder Kong Olaf med sine Mænd.
Brat Hakons Træl Hellebarderne dræbe,
Og Olaf skuer med smilende Læbe
Tæt ved sin Fod
Hakon Jarl i Blod.
„Den ypperste Hedning faldt, jeg er hevnet.
Ved hans Død er Vankundigheds Forhæng revnet.”
Det ruller i Horizontens Himmel,
Og sagtelig skiælver Hav og Jord.
De gamle Guders brogede Vrimmel
Forsvinder, og kommer ei meer til Nord.
I Stedet for Lundens ærværdige Minder
Man idel Kirker og Klostere finder.
Kun hist og her
Man fiern og nær
En Høi og en opreist Kampesteen skuer,
Som minder om Oldtidens slukte Luer.