Mens Vintersneen fyger
Saa gnistrende og hvid,
Og medens Stormen stryger
Ad Marken hid og did,
I Bondens tætte Bolig
Ved lune Arnested
De leire sig fortrolig,
Og fryde sig derved.
Og gamle Hans fortæller
Ved Ovnens muntre Fyr.
Hvad hører man vel heller,
End slige Eventyr?
„Men, Fader! er det Sanden,
Og er der Skatte til,
Som gives En og Anden,
Naar Underjordisk vil? ”
„Ja, Søn! naar Hanen galer,
Da skal man hente den;
Men hvis et Ord du taler,
Forsvinder den igien.”
Hensiunken dybt i Tanker
Enhver forundrer sig.
Da det paa Døren banker;
Den aabnes pludselig.
Og med en Spade triner
En Yngling ind saa hvid;
Saa mørke er hans Miner,
Dog er han huld og blid.
Hans Lokker vildt sig slynger,
Thi Stormen slyngte dem.
Hans Blikke Sorg nedtynger.
Han triner langsomt frem.
„Det er saa koldt derude,
Jeg er saa stiv af Kuld.
Ha, hører I det tude
Hen over frosne Muld?
Ak, Kræsterne var svage,
Og Jorden var saa haard.
Der er kun lidt tilbage;
Hielp, at min Skat jeg faaer!”
Saa blodig bleg han raver,
Saa stivt man paa ham seer.
„Er du en Skattegraver?”
Han nikker mildt, og leer.
Og springer om fornøiet,
Men standser strax igien.
Og visker Graad af Øiet,
Og stirrer længe hen.
Og viser dem sin Spade,
Og raaber: „Følger med!”
Og Alle følge glade
Forventende afsted.
Og hurtig hen han iler,
Mens Midnatsklokken slaaer,
Did hvor de Døde hviler
Paa tause Kirkegaard.
Saa svagt i Nattetaagen
Hans Lygte brænder kun.
Han aabner Kirkelaagen
I skumle Midnatsstund.
Af Skræk og Kulde gyser
Hans Følge, og gaaer ind
Didhen, hvor Graven lyser
Af Lygtens matte Skin.
De nærme sig — men grue,
Og standse alle her,
Da de med Rædsel skue
Ved Lys, hvad Skatten er.
Den matte Straale viste
Saa bleg ved deres Fod
En halv opgravet Kiste,
Heel overstænkt med Blod.
„See!” raabte nu med Varme
Den blege Yngling, „see!
Her favner Gravens Arme
Min Skat, min Kiæreste.
I fire lange Timer
Jeg har arbeidet her.
Jeg bløder. Klokken kimer,
Elisa! din jeg er.”
„O, Gud i Himmerige!
Det er den unge Mand,
Som tabte med sin Pige
Sit Vid og sin Forstand.
Udsluppen af sit Giemme
Han ilet er herhen,”
Udbrød med bange Stemme
De blege Bondemænd.
„See, hvor han fast sig klynger
Til Kistens kolde Fiæl;
Hør, Dødninguhret synger.
O, Naade med hans Siæl!
See, hvor den Arme bæver,
Kom, hielper ham i Nød!”
De ham fra Kisten hæver,
Han smiilte, og var død.