Mildt boltre sig de lune Sommervinde,
Fra klare Sapphirhvælving Maanen straaler
Igiennem duftopfyldte, svale Linde
Til Engens lukte Lilier og Violer.
Rødt gløder gyldne Spiir fra Borgens Tinde
I Flodens fulde, sortblaae Jaspisskaaler.
Kong Didrik langsomt paa sin Ganger rider
I stille, underlige Midnatstider.
Og som han kommer ind, hvor Skovens Grene
Saa tæt og dæmrende en Lund indhegner,
Hvor der er mørkt og skummelt, tyst og ene,
Hvor blegere den blege Straale blegner,
Da hører han det rasle giennem Stene,
For brede Bug det høie Straa nedsegner:
En saaret Løve brølende forfølger
En Lindorm, som sig giennem Græsset bølger.
Dybt Løven staaer med convulsivisk Vælde
Sin Klo i Ormen, for sit Saar at hevne;
Da vender den sig langsomt, og vil fælde
Sin Fiende i det rædselsfulde Stævne.
Det tykke Hoved, mosbegroet af Ælde,
Den gule Bug, som vil af Edder revne,
Den lange Braad, de Øine blodigrøde,
Alt dirrer Løven frygteligt i Møde.
Da raaber den, bestedt i stor Ulempe:
„Red mig fra den, som vil mig Livet røve;
Kom mig til Hielp, du staalbeklædte Kæmpe,
Som fører i dit Skiold en gylden Løve!
Som den, jeg staaer i Brand, o kom at dæmpe;
Lad Ormens Pandeskal dit Glavind prøve.
Da skal jeg altid vandre ved din Side,
I Liv og Død du trygt paa mig kan lide.”
Og Kongen drager brat sit Sværd hiin brede;
Tæt under glatte Skeel han vender Odden.
Hans Øie gnistrer frygteligt med Vrede,
Han borer Staalet lige ind til Klodden.
Da rangler Ormens Ledemod saa lede,
Den skeler hvæsende, og viser Braadden;
Og Kongen bliver bleg og heel forfærdet,
Han ryster som et Løv, og taber Sværdet.
Da slynger Ormen sliimbeklædte Hale
Heel smidig rundt omkring sin Fiendes Lemmer,
Og kryber taus med ham til Biergets Sale,
Hvor Nat og Mulm de fæle Syner giemmer.
Paa Veien uophørligt Haner gale.
Sit Hoved Ormen haardt mod Fieldet stemmer.
Da revner det, de faste Stene gunge,
Og Hesten vrinsker under Ormens Tunge.
„Børnlille! kom, I elleve Unger mine!
Her er en ringe Brad. I Morgen mere!”
Saa spyer hun Hesten ud. De Unger grine,
Og graadig deres Bytte de fortære.
„I Morgen skal I Manden faae.” De hvine.
„For denne Gang I skal fornøiet være.”
De lyde Moderen, men fælt de tude,
Og knytte sig til Hvile i en Knude.
Kong Didrik ganger bleg og heel bedrøvet
Omkring i Biergets fæle sorte Hule.
„Ak, var mit gode Sværd mig ei berøvet,
Da friede jeg mig let af denne Kule.
Da dræbte jeg de Orme ufortøvet,
Og klemte dem med Skioldets stærke Bule,
Og favned atter hierteligt i Morgen
Min Fæstemø, min Fylla, hist paa Borgen.”
Og see, ved Maanens hvide Midnatsluer,
Som falder i en Ridse giennem Bierget,
Et rustent Svand tæt ved sin Fod han skuer,
Hvormed en Kæmpe fordum sig har værget.
„Nu ingen Fare meer mit Mod forkuer,
Thi Skiebnen har sig ei mod mig forsværget.”
Saa raaber han, og seer paa Sværdet nøie,
Og bittre Taarer brister af hans Øie.
Det bedste Sværd, berømt i alle Lande,
Den stærke Adelring han har i Hænde,
Der farvede med Blod saamangen Pande,
Og giorde paa saamange Helte Ende;
Kong Sigfreds Sværd, den Helt, hvem alle Strande
Blandt Kæmper monne første Rang tilkiende,
Og Didriks Ven, i mange Aar forsvunden,
Og nu ved dette Mørke atter funden.
„Saa skulde du din lyse Bane ende
I dette Mørke, mellem grumme Trolde!
Dit kiække Hierte brast i stor Elende
Da under disse sorte, skumle Volde!
Saa let kan Lykken sig i Livet vende.
Jeg slaaer saa længe, som dit Sværd kan holde.
Du var min Ven, din Død jeg vist skal hevne.
Hvor der er Mod, der mangler ikke Evne.
Afsted! afsted! hvi vil jeg længer tøve
I denne Hule mellem Skruk og Jammer?”
Han Sværdet slaaer mod Flinten, for at prøve,
Om det er stærkt — og Bierget staaer i Flammer.
De største Klippestykker kan han kløve.
Da vaagner op den mindste Orm, og stammer:
„Hvis du vor Moder vækker af sin Hvile,
Da vil du neppe ad din Skiebne smile.”
Men Kongen svarer: „Dybt mit Glavind bider,
Dets dødelige Saar kan ei forbindes.
I straffes skal ved disse Midnatstider,
De store Led i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider,
Og vinder, til det evig overvindes.
I vog saamangen Helt i disse Sale,
Det kan kun eders Hierteblod betale.”
„Vaagn, Moder! vaagn, og slug den slemme Fange.”
Hun vaagnede, og vilde Fangen sluge;
Men da hun skued Sværdet, blev hun bange,
Og gav sig til at skiælve og at ruge.
„Det Guld og Sølv, som er i Fieldets Gange,
Det maa du bringe frit herfra og bruge.
Kast Adelring kun ned i Biergets Rifter!
Et evigt Venskab her med dig jeg stifter.”
„Jeg kaster ei mit Sværd, dets Egge bider,
Dets dødelige Saar kan ei forbindes.
Du dræbes skal ved disse Nattetider,
Din store Krop i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider,
Og vinder, til det evig overvindes.
Du vog Kong Sigfred her i disse Sale,
Det skal du med dit Hierteblod betale.”
„Kast Adelring dybt hen i Kildevældet!
Blandt Venner ei man bruger skarpe Sværde.
Din Fylla sidder fængslet her i Fieldet;
Luk hende ud! I er hinanden værde.
Et Nøgleknippe, rustent og forældet,
Er skiult heroppe ved mit Hovedgierde.
Kom, buk dig, tag det, end din Elsktes Jammer,
Bring Fylla af det fugtigmørke Kammer!”
„Min elskte Pige nager ingen Kummer;
Mit Hierte siger, hun er ei i Fare.
Hist paa sin Faders Borg i rolig Slummer
Hun vogtes af Guds hellige Engleskare.
Ei mindste Myg om hendes Leie summer.
Du lokker mig forgieves i din Snare.
Mit Sværd skal i dit seige Blod sig klæbe,
Dø, Slange! med den sidste Løgn paa Læbe.”
Brat Ormen og de fæle Øgleunger
Saa gispende i Græsset ned maae bide.
Da fylder Hulen Gift og Ormetunger,
Han vader dybt i Slangeblod hiin hvide.
Forgieves han i Biergets Side stiunger.
De Kampestene viger ei tilside.
Han kan ei bryde giennem sorte Lukke,
Snart maa han ned i spraglet Edder dukke.
Da hører han fra Fieldets ydre Side
En vældig Skraben, og en Stemme raabe:
„Fat Mod, Kong Didrik! du skal ikke lide;
Her smuldrer Stenen skiør, her kan vi haabe.
Hug med dit Sværd! jeg vil i Fieldet slide
Med mine Klørr, saa kæmpe vi tilhobe.
Den haardeste Natur tilbageviger,
Bestormet af en Løve og en Kriger.”
Og Løven grov, og Kongen vældigt stødte
Med skarpen Adelring, saa Fieldet rysted;
Thi Ormene alt meer og mere blødte,
Den faste Edder steg ham op til Brystet.
Snart begge Kæmperne hinanden mødte.
At blive længer der dem ikke lysted,
De vandred begge trætte ned i Dalen
Til Morgenrøden og til Nattergalen.
Ved klaren Aa, som mellem Blomster dandser,
Kong Didrik sig ved Løvens Side sætter.
Det blanke, haarde, blodbestænkte Pandser
Han i den lyse Morgenbølge tvætter.
Saa sødt hendysser Fuglesang hans Sandser,
Og saftig Frugt den matte Kæmpe mætter.
Til fierne Borg saa længselfuld han smiler,
Mens Løven i hans Skiød sit Hoved hviler.
„Ak, herligt synger du, du muntre Sanger!
Og venligt, Kilde! dine Bølger vige,
Og yndigt, Rose! du i Busken pranger,
Dog sørger jeg, thi her er ei min Pige.
O, havde jeg kun dig, min rappe Ganger!
Da paa din stærke Ryg jeg skulde stige,
Og ile did, og kysse af sin Slummer
Den Elskede, og glemme al min Kummer.”
Det hørte Løven i hans Skiød, og smiite:
„Jeg kan med dig, saa godt som Hesten, vanke;
Kom, sæt dig paa min Ryg!” Derpaa de iilte,
Mens Kongen holdt sig ved den tykke Manke.
Over Bierg, over Dal de foer, og ei de hviilte;
Slig Ganger ei behøver Kræfter sanke.
Forfærdet Fylla saae sin Beiler trave
Paa sieldne Skimmel over Borgens Grave.
Men siden klapped hendes Liliehænder
Det ædle Dyr, hun fored det hver Morgen.
Erkiendtligt Løvens høie Hierte brænder,
Den blev sin hele Levetid paa Borgen.
Taknemlighed er al den Fryd, den kiender;
Den glemmer Stolthed, Frihed, selve Sorgen
At skilles fra sin Skov og fra sin Mage,
Den tiener Kongen alle sine Dage.