Svagt suser Bækken hist,
I Bladet Vinden gynger,
Veemodigt Fuglen synger
Paa Træets høie Qvit.
En Yngling staaer saa kold,
Bestraalt af Nattens Luer;
Til Toppen stivt han skuer,
Med Armen paa sit Skiold.
„O, stig dog ned engang,
Du lille Fugl! du Skiønne!”
Men den blier i det Grønne,
Og standser ei sin Sang.
„Før du er ved min Fod,
Min Haand dig ikke griber.”
Sit blanke Sværd han sliber,
Og saarer Træets Rod.
Da nærmer sig en Mand:
„Du teer dig heel forvoven;
Kun mig tilhører Skoven.
Stik Sværdet ind paa Stand!”
„Ak, lad mig Fuglen faae,
Og giør mig ingen Møde!
Jeg sørger mig til Døde,
Hvis ei jeg hugge maa.”
I midnatsdunkle Lund
Han fælder tunge Taare.
Den Gamle ynkes saare,
Han siger: „Hug du kun!
Men vist din Fryd er kort;
Hvad hielper det, du fælder?
Naar voldsomt Træet helder,
Da flyver den jo bort.
Nei, bedre var en Brad,
Hvormed du kunde liste
Din lille Fugl fra Qviste
Til kiære Lokkemad.”
Da smiilte blege Mund.
Ved Maanens matte Luer
Den vilde Yngling skuer
Omkring i dunkle Lund.
„Ak, her er Intet, her
I disse grønne Gange,
Og Fuglen maa jeg fange,
Den er mig alt for kiær.”
Med Elskovs søde Lyst
Den unge Kæmpe sukker,
Mens smilende han hugger
Kiød af sit eget Bryst.
Med roligt Mandemod
Han lægger det paa Qviste.
„Min Fugl jeg ei vil miste,
Før flyde du, mit Blod!”
Da flagred Fuglen ned,
Og hopped glad i Møde
Det skiønne Purpurrøde,
Og nippede, og beed.
Alt mere fik den Mod
Ved denne sieldne Føde,
Jo meer den drak det søde,
Det friske Rosenblod.
Da der var intet meer,
Da fløi den hen paa Sandet,
Og pladsked sig i Vandet,
Og rysted med sin Fier.
Og see, ved klaren Sø,
Ved sølvbesprængte Vidie
Stod rank og smal i Midie
En ung og deilig Mø.
Sin Yngling hun omsvang.
I midnatsdunkle Lunde
De Elskende forsvunde.
Man hørte deres Sang.
Der glimted svage Lyn.
Den gamle Gubbe stirred
Paa blodig Qvist forvirret,
Han troede ei sit Syn.