Det var Herre Konning Didrik,
han skulde til Bern udride:
red han sig mod Bjærget frem
op under den grønne Lide.
Den Lindorm han tog hannem af.
Red han sig mod Bjærget frem
op under den grønne Lide:
dèr saa han den Løve og den Lindorm,
de monne saa haardelig stride.
Fandt han paa den grønne Vold
saa ynkelig en Kiv:
den Løve og den lede Lindorm
de fægtes om begge deres Liv.
De stridde i Dage, de stridde i to,
den tredje Dag ad Kvælde:
det var da den lede Lindorm,
den Løve i Græsset fælde.
Det da raabte den Løve,
der han saa’ Kongen ride:
»Du hjælp mig, Herre Konning Didrik!
skil mig ved Angest og Kvide!
Du hjælp mig, Herre Konning Didrik!
du fri mig under dit Vold!
du hjælp mig for den forgyldene Løve,
som skreven stander i din Skjold!«
Det var Herre Konning Didrik,
og han sit Sværd uddrog:
saa hug han til den lede Lindorm,
det Odden i Jorden stod.
Han hug til den lede Lindorm,
og han hug isaa fast:
Skam da faa hans onde Sværd,
det sønder i Hjaltet brast!
Saa knytte hun Manden i sin Stjært,
tog Hesten under sin Tunge:
og saa gik hun ad Bjærget ind
alt til sine elleve Unger.
Hun tog Hesten i sin Mund
og Manden under sin Hale:
saa skred hun ad Bjærget ind,
hendes Unger laa dèr i Dvale.
Manden kaste hun op i Vraa
og Hesten for sine Unger:
»Æder I nu, min elskelig Børn!
mig lyster at sove gange.
Æder I nu denne liden Brad!
mig lyster at sove gaa;
første jeg vaagner af Søvne op,
da skulle I Manden faa.«
Det var Herre Konning Didrik,
han saa’ sig i Bjærget omkring:
dèr fandt han paa saa godt et Sværd,
man kalder det Adelring.
Han fandt paa saa godt et Sværd,
dertil en sølvslagen Kniv:
»Gud naade din Sjæl, Konning Segfred!
her haver du ladet dit Liv.
Jeg haver været i mangen Strid
og i mangen Herrefærd:
aldrig jeg end andet vidste,
end du vart vejen med Sværd.«
Det var Herre Konning Didrik,
vilde se, om Sværdet kunde due:
han hug saa i haarden Hald,
det Bjærget stod alt i Lue.
Mælte det den mindste Orm,
han laa op i en Vraa:
»Vækker du vor Moder af Søvne,
det vil dig fuld ilde gaa.«
Det svared Herre Konning Didrik,
han var udi Hu saa gram:
»Saa skal jeg din Moder vække,
det I skulle alle faa Skam.«
Op da vaagned den gamle Orm,
og gjorde hun sig saa krus:
»Hvem gjør Bonden Ufred
alt i hans eget Hus?«
Mælte det den lede Lindorm,
hun var dog i Hu saa mod:
»Og hvem gjør Bonden Ufred
udi hans egen Bo?«
»Det er mig, Konning Didrik,
mig lyster med dig at tale:
i Gaar barst du mig i Bjærget ind,
du krøged mig under din Hale.«
»Hør du, Herre Konning Didrik!
du hug nu ikke mig!
din Fæstemø er i Bjærget fast,
og hende da viser jeg dig.
For oven ved mit Hoved
dèr ligge de Nøgler smaa;
for neden ved mine Fødder
dèr skalt du til hende gaa.«
»For oven ved dit Hoved
dèr skal jeg tage paa;
for neden ved dine Fødder
dèr skal jeg lade af.«
Først vog han den lede Lindorm,
og saa hendes elleve Unger;
saa vilde han ud af Bjærget gaa
med Sværd og Brynje hin tunge.
Saa vilde han ud af Bjærget gange,
men Stenene stode imod:
han havde fuld nær i Bjærget bleven
blandt Edder og Ormeblod.
»Gud forbande den Løve!
og Herre Krist give hannem Skam!
havde han ej standen skreven i min Skjold,
min Ganger havde baaret mig fram.«
»Hør du, Herre Konning Didrik!
og band du ikke mig!
hug du fast for inden!
her uden da hjælper jeg dig.«
Det var Herre Konning Didrik,
han fast i Bjærget hug:
og det da var den søllige Løve,
han skrabte og han grov.
Løven grov, og Kong Didrik hug,
det Bjærget stod alt i Gløde;
havde den ikke faaet ham af Bjærget ud,
den havde sørget sig selv til Døde.
»Hør du, Herre Konning Didrik!
for Hest du dig ikke skal kære:
du læg paa mig din forgyldene Sadel!
saa vel skal jeg dig hjem bære.«
Det var Herre Konning Didrik,
han rider ad Vejen fram;
alle de Dage, han leve maa,
den Løve han tjener ham.
Den Lindorm han tog hannem af.