Folkeviser

Konning Didrik sidder paa Berne,

han roser udaf sin Vælde:

»Jeg haver Kæmper udi min Gaard,

de ere baade høvske og snelle.

Jeg haver de Kæmper over mit Bord,

de ere baade raske og rige:

der er nu ingen i Verden til,

vi ville en Fod fra vige.

Svarer mig, mine Kæmper gode!

alt om I monne det vide:

er der nu nogen i Verden til,

som vover mod os at stride?«

Alle da tavde de Kæmper

over det brede Bord,

foruden Hr. Brand Vidfærdling,

han mæled et Manddomsord.

»End er der flere i Verden til,

som tør sig for Kæmper kalde;

og der var end aldrig saa rask en Helled,

at han vandt Sejer over alle.«

Konning Didrik op fra Borde sprang,

og rykker han ud sin Kniv:

»Flyr du mig ikke den samme Kæmpe,

da skal det koste dit Liv.«

Svared det Hr. Brand Vidfærdling,

han mæled saa dristelige:

»Isung Konning paa Brattingsborg

han vil for ingen Mand vige.

Han haver sig de elleve Sønner,

selv er han Kæmpen den bedste,

Sivard saa hedder hans Mærkesmand,

hannem stak end ingen af Heste.«

Konning Didrik raaber over al sin Gaard,

beder Staldsvende sadle Heste:

»Saa Mænd véd, Hr. Brand Vidfærdling!

dine Ord lyster mig at friste.

Hør du, Hr. Brand Vidfærdling!

men du haver vandret saa vide:

føre skalt du mit Banner i Dag,

og fremmerst skalt du ride.«

Saa rede de al den lange Dag,

alt som de kunde bedst;

men der de komme for Bertingsskov,

da vendte Brand sin Hest.

»Her sømmer det ingen fattig Karl

at føre sin Herres Mærke:

her ligger en Trold paa Bertingsskov,

de kalde hannem Risker hin stærke.«

Det var ham Vidrik Verlandssøn,

og tager han til sin Kniv:

»Jeg holder det for ingen Hovmand at være,

som ræddes for sit Liv.«

Det mælte han Vidrik Verlandssøn,

han svared af fuldgod Hov:

»Jeg vil være forrest i Hoben i Dag

igjennem den Bertingsskov.

Her holder I, alle Kongens Mænd,

op under disse grønne Tvede,

imeden jeg riden i Skoven frem!

jeg vil os Vejen oplede.«

Mælte det Konning Didrik,

og svared han saa for sig:

»Finder du den Risker i Dag,

saa gjærne hjælper jeg dig.«

Det svared Vidrik Verlandssøn,

han svared sin Herre med Vrede:

»De Smedesvende have mit Sværd saa smedt,

det bider saa vel Staal som Klæde.«

Vidrik sidder paa Skemmings

Bag med Mimring ved sin Side:

red han saa flux i Skoven ind,

han vilde ikke længer bide.

Vidrik rider i Skoven frem,

han ypped en Vise og kvad:

det hørtes vel femten Mile

ud i det salte Hav.

Det var Vidrik Verlandssøn

han red i Skoven fram:

der fandt han Langben Risker,

han laa saa led og saa lang,

Til red Vidrik Verlandssøn,

han stødte paa Risen med Skaft:

»Du vaag op, Langben Risker!

mig tykkes, du sover vel hart.«

»Her haver jeg ligget i atten Aar

under disse grønne Lide:

her kom end aldrig saa from en Helled,

der mig turde vække og bide.

Her haver jeg ligget i atten Aar,

mig vakte ret aldrig Mænd:

du rid bort, favren Ungersvend!

mig lyster at sove end.«

Det var Vidrik Verlandssøn,

satte Risen Skaft i Side:

»Du stat op paa dine lange Ben!

jeg vil dig vække og bide.«

Det var Langben Risker,

han vinker op med sit Øje:

»Hveden da er den liden Svend,

som saa sine Ord kan føje?«

»Verland hedde min Fader, ha

n var en Smed vel skjøn:

Bodil saa hedde min Moder,

en Kongens Datter væn.

Skræp saa hedder min gode Skjold,

saa mangen Pil er i skudt;

Grib da hedder min gode Hjælm,

saa mangt et Sværd haver brudt.

Skemming hedder min gode Hest,

er falden af Graamands Stod;

Mimring hedder mit gode Sværd,

det rødmer i Kæmpeblod.

Selv hedder jeg Vidrik Verlandssøn,

med Mimring ved min Side:

staar du ikke op paa dine lange Ben,

fuld saare skalt du det kvide.«

»Nok da haver du mig fortalt

af dine Vaaben sløve:

du rid bort, favren Ungersvend,

om dig lyster længer at leve!

Rid bort, favren Ungersvend!

du vinder her ingen Pris;

skal jeg staa op mod dig i Dag,

da slider jeg paa dig Ris.«

Vidrik Skemming med Sporen hug,

han sprang op paa Riskers Liv:

sønder ginge de Ribben syv,

og deraf yppes deres Kiv.

Det var Langben Risker,

han napped til Staalstang:

han slog efter Vidrik Verlandssøn,

det langt i Fjælden klang.

Det var Langben Risker,

han svang Staalstangen i Hænde:

han slog et Slag efter Vidrik,

det Stangen i Bjærget vende.

Han slog et Slag efter Vidrik,

saa Stangen af Haand ham fór:

Skemming forsprang ham Slaget for,

og Stangen drev dybt i Jord.

Det var Langben Risker,

og han tog til at jamre:

»Nu sidder min Stang i Bjærget fast

mellem tvende haarde Hamre!«

Vidrik tog Mimring i baade Hænde,

og han hug alt saa fast:

han hug et Stykke af Riskers Laar,

fem Par Øxens fulde Last.

»Nu haver jeg dig saa jammerlig slagen,

jeg haver over dig Vælde:

du vise mig nu det møgle Guld,

du haver i disse Fjælde!

Du skalt nu vise mig alt det Guld,

du haver i disse Skoge,

eller jeg skal hugge dig alt saa smaa,

som Vind blæser Løv i Sloge.«

»Hør du, Vidrik Verlandssøn!

du hug mig ikke til Døde!

jeg skal vise dig det samme Hus,

er fuldt med Guld det røde.«

Vidrik red, og Risker krøb,

de vare da baade lige høje:

funde de dèr paa Riskers Hus,

det havde forgyldene Fløje.

»Her finder du det møgle Guld,

der jeg haver i min Vold:

stat fra Hest, du Kæmpe god!

løft fra den store Hald!«

Vidrik tog paa den med baade Hænde,

han kunde den ikke kny;

Risker tog paa den med Finger to,

han løfte den højt i Sky.

»Hør du, favren Ungersvend!

og du est ingen Mand:

jeg løfter mere med Finger to,

end du med hele Hand.«

»Det er Sæd udi vort Land

blandt Riddere høvske og snilde:

de pleje deres Styrke paa Kæmper at prøve,

og ikke paa Stene at spilde.«

»Her er inde meget mere Guld,

end alt det, din Herre han aa;

hør du, Vidrik Verlandssøn!

du skaL her først indgaa.«

Det svared Vidrik Verlandssøn,

han kjendte vel Riskers Sned:

»Du skalt selver først indgaa,

jeg véd ikke din Døresæd.«

Det var Langben Risker,

han ind ad Døren krøb:

Vidrik hug til med baade Hænde,

han hannem Hoved kløv.

Saa tog han den døde Krop,

han rejste den op til en Eg;

saa red han til Kong Didriks Tjæld,

sagde, han havde været i Leg.

Tog han et Stykke af Riskers Tunge,

gjorde blodig baade Mand og Hest:

saa red han til Kong Didriks Tjæld,

sagde, han var skammelig læst.

»Her holder I nu, I gode Mænd!

op under disse grønne Lide:

Risker haver mig jammerlig slagen

det maa I vel alle kvide.«

Mælte det Konning Didrik,

han blev udi Hu saa mod:

»Ilde haver jeg mod Vidrik gjort,

saa ilde da er han baard.

Haver Risker dig jammerlig slagen,

svarlig da monne det svide:

da vende vi os og ride hjem!

jeg vil ikke længer fremride.«

»Du vend dig snart, Konning Didrik!

du vend dig snart med mig!

alt det Guld, der Risker aatte,

det vil jeg vise dig.«

»Haver du slaget Risker i Dag,

det springer over Landen saa vide:

den Kæmpe fødes ikke i Verden til,

du maat jo frit med stride.«

Det var Konning Didriks Mænd,

det første de Risker saa’:

det var deres meste Kunst,

de lode af Skoven staa.

Det var alle de Kongens Kæmper,

de monne af Skoven rende,

foruden han Hr. Brand Vidfærdling,

han monne sin Bue spænde.

Det var da Vidrik Verlandssøn,

og han tog til at le:

»Turde jeg Manden levende bide,

tør i hannem vel døder se.«

Det var Vidrik Verlandssøn,

han stødte til Risker med Skaft:

neder da faldt den døde Krop,

og Hovedet fløj i Mark.

Det var da alle de Kongens Mænd,

de stode og saa’ derpaa;

saa skifted de Guldet med Hatte,

de kunde ingen Skaaler faa.

»Er nu Risker slagen ihjel,

da lyster mig frem at ride;

ride vi os til Brattingsborg,

imod Konning Isung at stride!«

Saa rede de al den lange Dag

op under de grønne Lide;

saa sloge de op deres Silketjæld,

de skinned over Volde saa vide.

De vare vel syv og syvsindstyve,

der de droge ud fra Hal;

og der de komme for Brattingsborg,

dèr sloge de op Silketjald.

Aarle var det om Morgenen,

Solen skinner over Eng:

op stod Sivard Snarensvend,

han klædes for sin Seng.

Sivard ganger i Vigskaar ud,

og Hornet haver han i Hænde:

ser han alle de Silketjæld,

saa gjørligen han dem kjende.

Ser han alle de Silketjæld

over de grønne Volde:

ser han Solen lege dèr

paa alle de gyldne Skjolde.

Sivard ganger i Hallen ind,

for Konning Isung at stande:

»Her er komne de stærke Kæmper

hid til vore Lande.«

Kongen ganger paa højen Værn,

og ser han ud saa vide:

»Hvi have de Herrer deres Liv saa fal,

at dem lyster her at stride?«

Svared det Sivard Snarensvend,

han var en Mand saa vis:

»Det er Kong Didrik udaf Bern,

han agter at vinde her Pris.«

Mælte det Konning Isung,

han taler til Ridder og Mænd:

»I henter mig Brand Hr. Vidfærdling!

han er vist under Tjælden med dem.«

Ind kom Brand Hr. Vidfærdling,

og stedes han for Bord:

»Hvad ville I mig? Konning Isung!

hvi haver I sendt mig Ord?«

»Hør du, Brand Hr. Vidfærdling!

rømt af dit rette Brød!

hveden ere de Kæmper gode,

du nu est i Ledtog med?«

»Jeg tjente eder tro i otte Aar,

da tog I fra mig min Hest;

nu haver jeg ført de Kæmper hid,

som agte at være eders Gjæst.«

»Tog jeg end fra dig Hesten din,

du maatte dog ej fra mig vige;

nu sig mig, hvo de Kæmper ere,

som tør imod mig stride!«

»Der skinner i den første Skjold

en Løve alt saa bjært,

Kronen af det røde Guld,

det er Konning Didriks Mærke.

Det er ham Konning Didrik,

og han bor sig i Berne:

og det vil jeg for Sanden sige,

han strider mod eder saa gjærne.

Der skinner i den anden Skjold

en Hammer og en Tang:

den fører Vidrik Verlandssøn,

beder slaa og ingen tage til Fange.

Der skinner i den tredje Skjold,

dèr sidder i Høg hin haarde:

den fører han Mester Hildebrand,

han kan sig selv vel vaarde.

Der skinner i den fjerde Skjold

Linden alt saa grøn:

den fører han ungen Humlunger,

er Hornboge Jarlens Søn.

Der skinner i den femte Skjold

en Ulv iblandt de Ris:

den fører han ungen Ulv van Jærn,

for Kæmper bær han Pris.

Der skinner i den sjette Skjold

en Gam saa rød som Guld:

den fører han Helled Haagen,

han er en Kæmpe huld.

Der skinner i den syvende Skjold

en Fedel og en Bove:

den fører han Falkvor Spillemand,

han vil drikke og ikke sove.

Der skinner i den ottende Skjold

et Vildsvin og en Mand:

den fører han Detlev Danske,

sit Sværd vel røre kan.

Der skinner i den niende Skjold,

dèr sidder i Ravn hin brune:

den fører han rigen Raadengaard,

han kan vel raade de Rune.

Der skinner i den tiende Skjold

Lindormen alt saa led:

den fører han Orm Ungersvend,

han ræddes for ingen Mands Vrede.

Der skinner i den ellevte Skjold

to Pile og de ere hvide:

dem fører han Hvitting Herfredssøn,

for han vil altid stride.

Der skinner i den tolvte Skjold

dèr skinner i en Kølve:

den fører han Munk Broder Alsings,

de Kæmper lyster ham at følge.

Der skinner i den trettende Skjold,

dèr skinner en brændende Brand:

den fører jeg, Brand Vidfærdling,

gjennem alle Herrers Land.

Der skinner i den trettende Skjold,

dèr skinner en brændende Love:

den haver jeg, Brand Vidfærdling, ført,

siden først jeg red til Hove.«

»Rid bort, Brand Hr. Vidfærdling!

og hav du friligt Lejde!

vi frygte saa lidet Kong Didriks Mænd,

enten de føre Fred eller Fejde.«

Mælte det Konning Isung,

for han var aldrig ræd:

»Henter mig hid mine elleve Sønner,

og alle jærneklæd!«

Ind da komme de Kæmper unge,

og stedtes de for Bord:

»Hvad ville I? kjære Fader vor!

hvi have I sendt os Ord?«

»Hør I det, mine elleve Sønner!

I stande i Brynjesærke:

her er kommen Konning Didrik

med alle sine Kæmper stærke.

Her er kommen Konning Didrik,

vil Styrke med os prøve:

det vil jeg for Sandingen sige,

fuld dyre skal han det kjøbe.

Sende vi først vor Mærkesmand,

han maa sig vel Kæmpe kalde:

han skal prøve en Dyst i Dag

og prøve den for os alle. —

Hør du, Sivard Snarensvend!

du est en rask Hovmand:

du skalt stride mod en af Didriks Mænd

for mig og alle min Land.«

Det var Sivard Snarensvend,

han sprang paa Graamands Bag,

saa red han til Kong Didriks Tjæld

udi det samme Lag.

Det var Sivard Snarensvend,

han klapper paa Dør med List:

»Er her nu nogen Kæmpe god,

vil ride med mig en Dyst?

Hvilken af eder, I Dannesvende!

vil Dysten med mig friste:

da ville vi ride et Rend i Dag

om begge vore gode Heste.«

Kaste de Tærning paa Tavlebord,

de Tærninge runde saa vide:

og det faldt ungen Humlung til,

han skulde med Sivard ride.

Humlung slog de Tavel sammen,

hannem lyste ikke længer at lege;

og det vil jeg for Sanden sige,

hannem gjordes Kinderne blege.

Den første Red de sammen rede,

de Hellede vare baade stærke;

men det var hin unge Humlung,

han drev saa langt i Marke.

»Nu haver jeg dig til Marken stungen,

din Hest maa du nu bøde;

men kommer du her i Morgen,

jeg vil dig atter møde.«

Bort red Sivard Snarensvend,

førte Humlungs Hest ved Hand;

saa glade vare alle paa Brattingsborg,

for Sivard Dysten vand.

Det var ham ungen Humlung,

han ganger for Vidrik ind:

»Hør du, Vidrik Verlandssøn!

du laane mig Hesten dig!«

»Ikke fanger du af Skemming i Dag,

foruden du sætter mig Pant:

otte de bedste Borge,

din Fader haver i sit Land.

Otte de bedste Borge,

din Fader haver i sit Land,

dertil din yngste Søster,

den lyse Liljevand.«

»Jeg haver ikke Søster uden én,

hun er mig af Hjærtet kjær:

det kom ret aldrig udi min Hu

at bytte hende for en Mær.

Jeg haver ikke Søster uden én,

et Spejl over alle Kvinde:

og fanger han Skemming Skade i Dag

jeg bøder det fuldt med hende.

De otte Borge saa bolde

dem sætter jeg dig til Fæste,

og dertil min kjære Søster,

hun bliver dig Pantet bedste.«

»Sivard han er en starblind Svend,

ser ikke sit Spær til Ende:

og fanger han Skemming Skade i Dag,

du bøder det ej med alle dine Frænder.

Om alle dine Borge vare af Guld,

og alle de Vande vare Vin:

jeg vilde det ikke for Hesten have,

jeg takker Gud, han er min.

Saa spiller Spæret i Sivards Haand,

som Kringlen ringler i Spore;

du vogt dig, ungen Humlung,

du kommer dèr ikke fore!«

Det var Vidrik Verlandssøn,

han kaste sin Handske mod Bord:

»Det er vel otte Vinter siden,

jeg gjorde min Hest med Gjord.«

Humlung sattes paa Skemmings Bag,

saa gladelig monne han ride:

Skemming tykte det underligt være,

det hannem stod Spore i Side.

Mælte det Sivard Snarensvend,

han holdt under grønne Lide:

»Hvad heller ser jeg en drukken Hovmand,

eller Hesten kan han ikke ride?«

Den første Red, de sammen rede,

de Hellede vare baade vrede:

sønder ginge begge deres Skjolderemme,

deres Skjolde dreve langt af Lede.

Den anden Red, de sammen rede,

de vare to Kæmper baade:

sønder brast Humlungs Sadelgjord,

saa ilde vord hannem til Mode.

»Mig tykkes, du est en favr Ungersvend,

og Dysten kant du vel ride:

stat du af og gjord hannem bedre!

den Stund vil jeg dig bide.«

Han stod af at gjorde sin Hest

op under saa grøn en Lide:

han kunde ikke naa det Mon igjen

paa Alne nær halvtredje.

Den tredje Red, de sammen rede,

de vare to Kæmper stærke:

stak han til ungen Humlung saa,

at han drev langt i Marke.

»Nu haver jeg dig til Marken stungen,

og vunden haver jeg din Hest:

du sig mig nu, favren Ungersvend,

hveden du kommen est!

Nu haver jeg dig fra Hesten stødt,

og Skemming han er min:

sig mig nu, favren Ungersvend,

dit Navn og Ætten din!«

»Hornboge hedder min Fader,

en Jarl paa Bertings Ø:

det jeg skal sige dig af min Byrd,

dertil tvinger mig stor Nød.

Hornboge hedder min Fader,

en Jarl paa Bertings Land:

selv hedder jeg ungen Humlunger,

hvor jeg rider i Marken fram.«

»Vel kjender jeg din Fader,

han er min fuldgode Ven:

tag du nu selv din Hest igjen!

du est min kjær Søstersøn.

Er Hornboge Jarlen Fader din,

da est du min næste Frænde:

da tag din Hest og far i Fred!

jeg dig ikke fører kjende.

Tag du nu min Skjolderem,

du bind mig til den Eg!

og rid du saa til Tjælden igjen,

sig, du haver vunden den Leg!«

Saa tog han Sivards Skjolderem,

han bandt hannem ved den Eg;

saa red han til Kong Didriks Tjæld,

sagde, han havde vunden den Leg.

Humlung ind under Tjælden tren,

han kaste sit Sværd paa Bord:

»Nu haver jeg bunden den Helled haard,

som taled de store Ord.«

Alle da tavde de Kæmper

over det brede Bord,

foruden Vidrik Verlandssøn,

han svared dertil et Ord.

»Hør du, unge Humlunger!

og du far vist med Tant:

det var ej med Vold, men med Vilje gjort,

alt om du Sivard bandt.«

Vidrik var en alvorlig Svend,

og Skjæmt kunde han ikke lide:

»Jeg vil ride mig i Skoven ud,

og Sandingen vil jeg vide.«

Vidrik sprang paa Skemmings Bag,

som Fugl i Sky han fór:

red han sig paa Skoven op,

som Sivard bunden stod.

Sivard stander i Lunden bunden,

og ser han ud saa vide:

»Hisset ser jeg Vidrik Verlandssøn,

og Skemming under hannem skride.

Hisset kommer Vidrik Verlandssøn

haver Mimring ved sit Laar:

bider jeg hannem bunden i Dag,

han hugger mig Saar i Saar.«

Det var Sivard Snarensvend,

han stamper i Jord med Fod:

saa brød han løs den haarde Hald,

og Egen tog han op med Rod.

Vred han Egen op med Rod,

han vilde ikke bunden bide:

»Kommer han her, Vidrik Verlandssøn,

han hugger mig Rev fra Side.«

Kong Isung stander paa Brattingsborg,

og ser han Sivard komme:

»Sivard haver i Lunden været,

han bær paa Bagen en Blomme.«

Kongen stander paa højen Værn

alt i sin Brynje ny:

»Hisset kommer Sivard Snarensvend,

han fører os Sommer i By.

Dronningen staar i Højeloft,

og ser hun ud saa summe:

»Saa Mænd, du gjorde det af Nød,

du rykte op slig en Blomme!«

Sivard ganger paa Slottet ind

med Egen mellem sine Hænder:

»Se nu her, kjær Herre min

dette gjorde mine egne Frænder.«

Der gaar Dans paa Brattingsborg,

dèr danse de stærke Helte:

dèr danser Sivard, den starblinde Svend,

med Egen under sit Bælte.

Der var Glæde i Kong Isungs Gaard,

de drukke baade Mjød og Vin:

de Konger de skiltes Venner ad,

og hver drog hjem til sin.