See Nordlys lue
Med røde Flammer
Paa sorten Bue!
Hør Storme brage,
Og Granestammer
Bugnende knage!
Niords Sønner sig bæve.
Sneefunker, Stierner
Bleglyse bæve;
Og Intet værner
For Stormens Vælde
Paa Norges Fielde.
Svanhild den hvide
Fortvivlet ene
Ved Midnatstide
Blandt Krat og Grene
Vildfaret vanker
I Nattens Taage
Med bange Tanker,
Hvor Aander vaage.
Brat Stormen standser,
Ei Graner brage;
Men Stene knage,
Og Fieldets Pandser
Hvinende brister,
Og grim og bister
Af mørke Hule
En Fin sig hæver,
Saa det natlige Thule
Sukkende bæver.
„Hvo tør sig vove
I mørke Nætter
Til sorte Skove,
Hvor høie Jetter,
Naar Hanen galer,
I Mørket suse,
Som naar uhyre Hvaler
Under Iishavet bruse;
Naar Urner bæve
I Dødningstunden;
Naar Aander sig hæve;
Naar Ulve i Lunden
Offerne sluge;
Naar gamle Drager
I Mulmet ruge;
Naar Samvittighed nager;
Naar Uskyldige græde;
Naar Morderen antaster,
Og Natten sit Klæde
Over Bloddampen kaster?”
Med blodrødt Øie
I skumle Pande
Han speider nøie
Blandt Granevrimlen;
Overalt han skuer,
Kun ei til Himlen,
Hvor Nordlyset luer.
Med lumske Blikke
Han frem sig skyder
Af Klippens Bugter
Med lodne Fod.
„Mig lyster at drikke,”
Saa Stemmen lyder;
„Jeg lugter, jeg lugter
Menneskeblod.”
Og til den zittrende
Mø han haster.
Hans Øie knittrende
Vredeligt kaster
Et Blik paa den Hulde;
Men strax det mildes,
Ved hendes Tække
Det brat forvildes,
Og Vellystluer
Af Søvn sig vække.
De brænde fulde —
Og Svanhild gruer.
„Frygt ei, du Bolde!”
Saa sledsk han taler;
„Over alle Trolde
Jeg strengt befaler.
Følg med i min Hule,
Hvor hundred Dverge
Smedde Armbaand gule
Og Jetteværge!
Hvor Guld hiin røde
I Fieldets Aarer
Straaler dig i Møde,
Glem dine Taarer!”
„O, stærke Jette!
Hvis Kraft du eier,
Da viis din Vælde
I Dydens Seier,
Og dræb min Smerte,
Og bring mig Arme
Til Haralds Hierte;
Dæmp Nattens Harme.
Os Mulm adskilled.
Som jeg den Bolde
Nu gaaer forvildet
Blandt Mørkets Trolde.”
„Jeg eier Skatte,
Det skal du sande.
I Guld vil jeg fatte
Din Haralds Pande;
Deraf vi ville
Bort Fæstensøl drikke,
Alt efter gamle
Biergtrolde-Skikke.”
Ung Svanhild blegner,
Og skiælver saare;
Til Jorden hun segner
Med tunge Taare.
Med nedrig Skulen
Og grinende Læber
Han ned i Hulen
Den Blege slæber.
Hun zittrer, vakler,
Og Angsten stiger.
I mørke Gange
Med blide Toner
Hun hører Sange
Af Kæmpekoner.
Og see, med Fakler
Ti skiønne Piger
Sig nærme blide,
Guldlokte, hvide;
Hver yndigt smiler,
Bort Mørket iler.
Og stolt sig løfter
De høie Sale.
I Klippekløfter
Rubiner prale,
Stærkt Guldet glimter
I Fieldets Side,
Mildt Sølvet skimter
I Marmor hvide.
Og Lyset flammer,
Og Mørket viger,
Og i et Kammer
Tre Ellepiger
En Klædning væver,
Saa rig og Prægtig,
Af Guld saa vægtig.
Men Svanhild bæver.
„See”, raaber Jetten,
„Dit Bryllupsklæde!
Glem ham paa Sletten!
Hvor kan du græde?
Snart er den færdig.
Kom, lad os ile!
Du er mig værdig;
Følg med til Hvile!
Hvor Roser dufte,
Hvor Harper lyde,
Hvor Æthre lufte,
Der skal du pryde
Det stolte Leie.
Mit Hierte raser,
Jeg vil dig eie
Trods alle Aser.”
Hvad Vælde bruser?
Hvad rædsomt Bulder?
See, Lynild suser,
Hør, Torden ruller!
Og Stormen skriger,
Og hylende viger;
Bort Natten iler,
Og Solen smiler.
Fra Himlens Bue
Ved Hlidskialfs Lue
Saae Asa-Odin
Den Vanges Taare.
Han greb sit Scepter,
Og ynktes saare,
Og raabte: „Auka-Thor!
Tag din Hammer,
Dræb Nattens Mørke
Med Dagens Flammer,
Nedstyrt din Fiende,
Og køl min Harme,
Frels ham og hende.
I Guddoms Arme.”
Og Thor adlyder.
Ha, blegn, Uhyre!
Med sine Bukke
Han Skyen bryder;
Og Tømmerne styre
Mod Uskylds Sukke.
Da seer han Harald
Blandt Granestammer
At søge Svanhild
Med Elskovs Jammer.
Hans Hierte bæver,
Hans Øie flammer,
Hans Røst sig hæver:
„Hvor er du, Svanhild?
O, svar mig, Svanhild!
Forgieves raaber,
Forgieves haaber
Midnattens Vandrer.”
„Der er min Hammer;
Red selv din Pige!
Naar vist den rammer,
Maa Livet vige.
Gaa ned i Hulen,
Hvor Steen sig hvælve,
I Røverkulen.
Men ei du skiælve!
Naar Hiertet bæver,
Og frygtsomt bruser,
Miølner sig hæver,
Og Panden knuser.
Hammeren kræver
Med roligt Mod
At farves i Troldenes
Hjerteblod.”
„Tak!” raaber Harald;
„Min Harm jeg kølner.”
Og rask han griber
Den store Miølner,
Og rolig iler
Hen til de Steder,
Hvor Trolde hviler
Og Svanhild græder.
I mørke Gange
Med fæle Toner
Han hører Sange
Af Jettekoner.
Og uforfærdet
Han skuer Trolde
At slaae med Sværdet
Paa Flinteskiolde,
Hvoraf udspringe
Saa store Gnister,
At Hulen stundom
Sit Mørke mister.
Ham Væggen trænger
Saa skarp og snever.
Fieldstykker, som hænger
I Loftet, bæver.
Og Blod hiin røde
Af uhevnede Døde
Fra Sprækkerne rinde,
Og Lyn ham blinde,
Og Drager i Tidsler
Forbi ham hvisler.
Men rolig Harald
Med Gudens Hammer
Til Maalet haster;
Han veed, den rammer.
Og Lynet luer
Med blodige Flammer,
Og i et Kammer,
Hvor Mørket svinder,
Han rolig skuer
Tre Jetteqvinder.
Uden Been i Ryggen
De krummede bæve,
Paa Jernstole
De spole og væve
Med mavre Arme
En Bryllupskiole
Af Mennesketarme.
Men rolig Harald
Med Gudens Hammer
Til Maalet haster;
Han veed, den rammer.
Og Hundeglammen
Bedøver Sangen.
Han gaaer paa Hammen
Af Midgaardsslangen.
Sig Lyset taber,
Faklerne blaane.
Fenris gaber —
Jetterne daane.
Men rolig Harald
Med Gudens Hammer
Til Maalet haster;
Han veed, den rammer.
Og vist den rammer.
I Klippens Rifter,
Hvor Natten aldrig
Med Dagen skifter,
See Jetten bløde!
Men see paa Fieldet
I Morgenrøde
Ved Sølvervældet
De Elskte smile.
Og armindslynget
Og favnopklynget
Til Biælkehuset
I Dalen ile!