Kald Ondskab, hvad du vil: en Diævleyngel,
En Sygdom, Giæring, Uforstand, en Slyngel —
Den er der eengang, den vil Livet skade,
Du maa bekæmpe den, du maa den hade.
Alt Christendommen, fra vort Livs Begynden,
Adskiller Skrøbeligheds-, Ondskabs-Synden.
Den første kan du taale, den tilgive;
Men ond du selv med Ondskaben vil blive,
Hvis du besmykker den, og den undskylder.
Thi Skadefrohed kolde Hierte fylder;
Som Tiger dræber, blot ei for at æde,
Den tørster efter Mord af Andres Glæde.
Som Skiald du kan med den ei overbære,
Og blød medlidende med Ondskab være;
Ved sødt at oversminke slige Pletter,
Det Hele Livets Billed ud du sletter.