Til Dronningen
December 1839.
December 1839.
Ædle Dronning! o, hvor ofte sang din Skiald i Ungdomsvaar,
Hvergang Junis Roser vandt sig i dit fagre lyse Haar!
Nu sig vinder gyldne Krone kring din Pande, høi og reen;
Men den Siæl, som staaer i Øiet, lyser meer end Ædelsteen.
Mønster var du for en Qvinde fra din Ungdoms første Tid,
Fromt, uskyldigt var dit Hierte, mens din Aand var klar og blid;
Stolt i dig var Qvindligheden af sin Adel, men ei koldt,
Og din Pude var beskeden, og din Skiønhed var ei stolt.
Og dit Tempel var Naturen; den dig saae som Kongemø,
Kiærlig Datter, kiærlig Søster var du hisset paa din Ø.
Da kom Christian — vandt dit Hierte; da udsprang paa Livets Vei
Mellem alt det friske Grønne herlige Forgietmigei.
Da udsprang dig Livets Roser; Venligheden smiilte da.
Da sang alle danske Skialde henrykt om Amalia.
Og hvad Norden først beundred, blev beundret, hvor du kom,
Fra de danske Sund og Bælter, over Alperne til Rom.
Gierne vendte du tilbage, frygted ikke Nordens Dunst;
Gamle danske Sagn du ynded og den yngre danske Kunst.
Fra en rig og prægtig Vrimmel du til Armods Hytte saae,
Ak! som Stjernen fra sin Himmel skinner til Forladtes Vraa.
Gierne fulgte du dit Hiertes vennehulde Kongebud,
Og livsaligt for den Arme var det skiønne Stierneskud,
Da du sank til de Forladte ned, og lindred deres Nød,
Og bespiste dem i Ørken med dit sunde Mannabrød.
Nu du staaer som Danmarks Dronning i en stor og kraftig Flok,
Medens Dagmars gamle Krone straaler fra din lyse Lok.
Gud! beskyt vor Caroline. Længe lev, vor Dronning huld!
Sølverbryllup med din Christian feirer du i Kroningsguld.