Til mine svenske Venner
Juni 1829.
Juni 1829.
Som lille Gut fra, Fredriksberg! din Bakke,
Jeg daglig saae den svenske Strand,
Med hviden Seil den Smakke,
Som drog til fierne Land.
Naar Nattergalen høit sin Foraarstone
I Træet hæved, reen og klar,
Da Malmø med Landskrone
Jeg saae i slebne Glar.
Min Faders gamle Ven! du var fra Skaane;
Tidt har du om dit Hiem fortalt,
Naar Glands af køle Maane
Hen giennem Bøgen faldt.
Og længe før som Svend jeg Saga kiendte
Med Asa-Thor og Hakon Jarl,
Mit unge Hierte brændte
For Gustav og for Carl.
Som fierde Christian vare de mig kiære,
Som Rantzau, Juel og Tordenskiold;
Thi de var Nordens Ære,
Og Hver en Helt saa bold.
Til Politiken lidet da jeg kiendte,
Jeg kiender endnu lidt til den;
Men steds mit Hierte brændte
For Nordens store Mænd.
Ved Krig de vilde Slægter først sig nærme,
Der ellers ei blev sammenbragt;
Og Landet de beskierme
Med ufrivillig Agt.
De agte Fiendens Kiækhed, Heltemodet,
Imens de vrede følge Thor.
Hvor Jorden suger Blodet,
En ædel Spire groer.
Humanitetens Lilie der sin Stængel
Har hævet af en blodig Grund,
Og Freden som en Engel
Staaer over Øresund.
Nu længer ei med dundrende Kartover
Ei bære frosne Vover
Carl Gustavs Kæmpelast.
I Damp opløste sig den vilde Harme.
End ile vi ved Røg og Damp,
Men kun i Broderarme,
Thi der er ingen Kamp.
Og Svensk og Dansk af samme Heltestamme,
Men af den lange Feide kied,
Forbinder Baldurs Flamme
Til Broder-Enighed.
Nu Kiøbenhavn og Malmø Venskab stifter,
Mens Baaden er i flittig Brug,
Og Sveaqvinden vifter
Farvel med hviden Dug.
Men jeg — o, alt for stor var denne Hæder!
I yndte Danerskialdens Sang;
Til Tak, for hvad han qvæder,
Jert Høimod føler Trang.
Som svenske Vøggur for Hrolf Krake smeltet
Stod, da han fik den gyldne Ring,
Staaer jeg fra Danerbæltet
Paa svenske Folkething.
Men hør mig, Hertha! du, vor fælles Moder!
Hør, Axel! hvor din Kirke staaer:
Jeg elsker dem som Broder,
Saalænge Hiertet slaaer.