Borgen er en venlig Bolig,
Haugen halv omkring den lagt.
Dagen er kun lidet rolig
I sin Herlighed og Pragt.
Krigsmamd, Herremænd og Præster
Gieste deres Fyrstes Bord,
Og iblandt de glade Giester
Mangler ikke Gammensord.
Fyrsten veed, at Munterheden
Dog er Bordets bedste Ret.
Eden selv var intet Eden
For en Adam uden det;
Og for ei ham Tungen binde
Paa det kostelige Sted,
Skabte Herren en Mandinde,
Som han kunde tale med.
Rigtig nok, da vor Fyrstinde
Reiste til sin Fædrejord,
Sees her ingen Danneqvinde
Ved et Prægtigt Middagsbord;
Men om Aftenen indlader
Holtens os til huuslig Lyst;
Der er Moder, der er Fader,
Søn og Datter, Begges Trøst.
Christian Fredrik mangler ikke;
Der ham borgerlig vi see.
Og den hulde Frederike
Rækker ham hans Aftenthee.
Stundom dog i Fyrstesalen
Samles Qvinderne til Fest,
Og selv da, naar ikke Talen
Just forener Giest med Giest.
Her i Aften — ikke Sangen
Mildt husvalede vor Aand,
Men alene Strængeklangen,
Cithren i en Mesterhaand.
Hvo har lært dig saa at spille?
Søde, hulde Melodie!
Ingen kunstig Modens Trille,
Nei, den Klang var Poesie.
Hvo har lært dig let at bringe
Toner frem, som selv du vil?
Sangens Yndighed at tvinge
I et fattigt Strængespil,
Som Naturen kun bestemte
Til Accorders jævne Klang,
Mens ved denne Lyd istemte
Sangeren sin Skialdesang?
O, hvergang jeg Strængen hører
Yndigt klinge paa min Vei,
Dybt det sig i Hiertet rører,
Inderligt beklager jeg,
At jeg selv kan ikke siunge
Viserne ved Harpens Klang.
Egenlig en Digtertunge
Burde lyde dog i Sang.
Hvorfor dog vi ikke lære
Denne Kunst, vi Skialde nu?
Tænk, hvad det engang vil være,
Hvilken Magt i Alles Hu,
Naar igien en kraftig Sanger
Harpens stemte Strænge slaaer,
Synger Glæde, synger Anger,
Kiærlighed i Ungdomsvaar,
Munterhed, hvor sig forsamle
Hist i Lunden Mø og Svend,
Fromhed for de vise Gamle,
Venskab for de stærke Mænd!
Femios! saaledes tonte
Dine Viser i Homer.
Da dig friske Laurbær kronte.
Bragi! hisset jeg dig seer
Som en Ossian at siunge
Med et henrykt Flammeblik.
Da forstummed hver en Tunge
Med spidsfindige Critik.
Hierter tvang I til at føle,
I begeistred Syd og Nord.
Men nu slaae de Hierter køle
Ved et stumt og skrevet Ord.