Du skiønne Kløft! og vil jeg dig
Ved Harpen malerisk besynge?
Af Venner samler sig en Klynge,
Som lyttende tilsmiler mig.
Jeg kan det ei. Mon Ord formaaer
At skildre denne stolte Scene?
At bygge disse Taarn’ af Stene,
Hvor selv forstenet Tiden staaer?
Thi om jeg nu fortalte grandt,
At tvende bratte Fieldestykker,
Som Gran og Fyrr og Birken smykker,
I Oldtids Nat hinanden fandt.
Men standsed, sammensmelted ei;
Hvad heller, om i mørken Stævne
De spaltede den dybe Revne,
Der siden blev en yndig Vei —
Og om du hørte ligerviis,
At giennem faldne Stammers Grene
En Elv sig slynger giennem Stene,
Klar som Demant, og kold som Iis;
Nedstyrtet i Afgrundens Skiød,
Mens Hesten, dristigt og forsigtigt,
Som Alpens Mule, træder rigtigt,
Hvor Feiltrin blev den visse Død —
Og om du hørte, Ven! end meer,
Om jeg i Sang dig vilde sige,
At lyst det skiønne Ringerige
Man giennem denne Spalte seer,
Der danner, som en Ramme, Kant
Om Norges elskelige Billed,
Af Urnaturens Haand fremstillet,
Før Kunstens Haand en Pensel fandt —
Mon da du end Krogkleven saae?
Hvad mægter ingen Digters Tale,
Den kongelige Klippevraa.
Selv vil jeg under vaade Green
Mig plukke taus en blaa Kiærminde.
Hvor Olafs Kildetaarer rinde,
Og skrive Navn paa denne Steen.
Og saa med Ild i Skialdeblik
Jeg hurtigt ned i Dalen ager,
Hvor Halfdan Svarte, hvor Haarfager,
Hvor Tryggvason i Livet gik;
Hvor hellig Olaf døbtes; hvor
I Aftenrødens sidste Lue
Jeg Halfdan Svartes Grav som Tue
Seer midt paa fladen Agerjord.
Men end jeg Øiet kaste vil,
Du sieldne Kløft! paa dig tilbage;
Thi alle Livets Fremtidsdage
Jeg glemmer ei dit Skuespil.
Norsk er din Skiønhed, stolte Klev!
Først mørk og stolt; men den, som iler
I Møde dig, ham du tilsmiler,
Naar du med ham fortrolig blev.
Her sad i høie Fieldesal
Den stolte Thor paa Klippeblokken,
Mens Heimdal blæste Liv i Flokken,
Og mens de stred i dyben Dal.
Han svandt. Men Idun kommer end,
Gudinden ei sin Længsel dølger;
Naar Maanen kysser Kløftens Bølger,
Hun rækker Frugt til Sangens Ven.
Du Evighedens Billed, du!
Saadan skal ogsaa Graven briste,
Naar Livets Reise blier den sidste,
Naar svundet er det korte Nu.
Som Dalen hist til Skialdens Priis
Skiønt aabner sig bag Klippens Fure,
Skal Himlen sprænge Gravens Mure,
Og vinke ham til Paradiis.