Stille! hvad finder jeg der? Der sidder i Sandhed en Maler
Ved Krogkleven, og har for sig en Griskel, et Bræt.
Er det Vennen fra Dresden, som nys i Sangen jeg kaldte?
Har jeg alt manet ham hid med et begeistrende Qvad?
Nei! det er ingen Norsk; han er dansk: den venlige Møller,
Som alt i Axelstad glæded vort Øie saa tidt,
Naar han den saftige Bøgeskov med sin saftige Pensel
Huldt fremtrylled; vi saae, Freia! din Blomsternatur.
Nu han til Elven og Floderne gik, og paa kunstige Blade
Tager han Norriges Land med; og det dristige Field
Med uhyreste Steen, som saa gierne jeg bragte min Landsmand,
Putter i Lommen han let, bringer det let over Sø
Paa Dampskibet — og maa dog ei meer betale for Vægten,
Skiøndt Krogkleven han heel putter i Kufferten ind.
Ja, blot ei den, men Thelemarks Bierg og den uhyre Rauksos
Ligger beskeden og glat med paa det tørre Papir.
Troldmand Kunstneren er, det kan ei negtes. — „Ak, Digter!
Gid du dog talede sandt; gid han var virkelig Trold.
Trylle skulde jeg da det Billed frem paa Papiret,
Som umuligt er dog nu i sit dristigste Syn.”
Hvorfor umuligt, min Ven? For Gud er Intet umuligt,
Og for Kunstneren ei, naar han besiæles af Gud.
„Veien i Kløften derhenne gaaer ned ad; aldrig en Maler
Veien at male formaaer, naar den saa lige gaaer ned.”
Virkelig? Os Poeter det gaaer besynderlig modsat:
Lettere tegne vi den, som fra sin Bane nedsank.
Dantes Helved er meer poetisk, end Digterens Himmel,
I Tragødien gaaer Veien fortryllende ned. —
Saaledes sindrigt bøder den ene Kunst paa den anden;
Og hvad ei Digterens Ord, Malerens Pensel formaaer.