Hvor kan vel i det skiønne Danmark bedst
Høit helliges en kiær Erindrings Fest;
Hvor bedst kan Tanken over Tiden seire,
Om ikke, langt fra Nutidslarmen, her
I Skyggen af de stærke Bøgetræer
Ved Isesiordens minderige Leire?
Her viste sig det unge Heltemod,
Her flød det sundeste, det bedste Blod,
Her skienktes Miøden i de gamle Sale.
Men Hallen sank i Gruus — hvor er den nu?
Hvor, ædle Frode! høie Rolf! est du?
Bag store Stene ligge de i Dvale.
Her seiled med Guldkøllen Gram forbi,
Den raske Hading gik ad denne Sti,
Før han blev Austurveg en grum Betvinger,
Før han paa Handuan fik kølt sit Had,
Og stak i Brand den murefaste Stad,
Da Svampen tændtes under Svalevinger.
Dog — giorde Kamp blot Heltetiden fro?
Nei, hist i Dalen fandt sin Kilde Hro,
Her stod han lykkelig og vel til Mode;
Og hist, hvor nu opgraves Kæmpebeen,
Skrev sine vise Love paa en Steen
— En Moses for sit Land — den Fredegode.
Alt Jordisk synker, stiger, og forgaaer.
Erindringen kun som en Skygge staaer,
Og nærmer sig paa brede Aftenvinger;
Da hæver med Begeistring den sin Røst,
Dens Graad er Lindring, og dens Billed Trøst,
Den peger op til Himlen med sin Finger.
Vort hele Liv er kun en broget Drøm,
Fremskyndt af Stormen flyder Tidens Strøm —
Og knuses ofte bleg paa haarde Stene;
Dog, blaae Kiærminder langs med Bredden staaer,
Og om det grønne Blad i Livets Vaar
End minder Høstens gyldenduskte Grene.
O, seer tilbage, elskte Brudepar!
Paa al den Fryd, som qvæged og som var,
Saa er af Siælen den forsvunden ikke.
Erindringen er store Dyders Trøst,
Thi den forvandler Smerten selv til Lyst,
Og giør en Evighed af Øieblikke.
Gid Hertha længe her jer skue froe!
Hroes Kilde flyde salig med sin Ro!
I eders Hierter er den eder givet.
Med Saga kan I stolt tilbage see,
Thi Aldren skiuler ikke med sin Snee
Den Rose, Dyden plantet har i Livet.