Hvad giør Fædrelandet kiært?
Hvad giør det vor Troskab værdt?
Hvad har skabt det til et Eden?
Er det den ukiendte Skok?
Nei, det er en liden Flok:
Venskab kun og Kiærligheden.
Hvad er vel mit Fædreland?
Er det hver en nordlig Strand,
Som den stolte Sø beskytter?
Er det hver en grønlig Bred?
Nei, det er et enkelt Sted,
Nei, det er kun nogle Hytter.
Hvad har viist mig nordisk Dyd,
Nordisk Kraft og nordisk Fryd?
Er det denne store Vrimmel?
Er det Mængden? Nei, o nei!
Nogle Brødre, Mængden ei
Giør mig Danmark til en Himmel.
Hvilket enkelt jordisk Bryst
Skienktes vel den hele Lyst,
Alle Jordens spredte Gaver?
Af de Blomster, sparsomt smaae,
Som det finder i sin Vraa,
Aner det de Andres Haver.
Eder, Venner! da min Sang
Skylder jeg, min Harpes Klang,
Fædrelandets Herligheder;
Eder og det gamle Skrift
Takker jeg min Helts Bedrift:
Derfor offres Digtet eder.