Min Carl! naar dette Digt du nu har læst,
Naar Phantasiens Magt din Aand har glædet,
Naar Heltens Skiebne har dit Øie vædet,
Og Fædrelandets Røst Ild i dit Hierte blæst;
Siig da, om ei blandt de tilbagemante Skygger
En Helt du finder fra den yngre Tid,
Som ubemærket, vennehuld og blid
Sin lille Hytte ved vor Arne bygger?
Dog nei, du seer det sikkert ei;
Beskedenheden med de stille Dyder
Sig ubevidst i Eensomheden fryder
Bag Skoven ved den store Landevej.
Forbi den lader Livets Helte gaae,
Og fryder sig ved saa at see dem vandre;
Bestandig kun opmærksom paa de Andre,
Sig selv den ganske glemmer i sin Vraa.
Men ei Enhver, som gaaer forbi, er blind;
Ei hver en Pilegrim ikkun betragter
Den stolte Vrimmels drabelige Fagter,
Han titter nu og da i Busken ind,
Opdager Eremiten i hans Lund,
Indtræder, smager Vandet af hans Krukke;
Hører de fromme Turtelduer klukke,
Gaaer bort — og glemmer aldrig denne Stund.
Saa gik det mig. En Maler med min Bog
Og med min Pensel, kom jeg for at finde,
Hvad Phantasien kunde huldt forbinde
I Kunstens frescomalte Billedsprog;
Og mangen Helt jeg skued, kiæk i Strid,
Dog meer og mindre ledt af Smaaligheden,
Og for at finde Helten til mit Eden,
Jeg maatte drømme mig en Heltetid.
Men een af mine Helte, slet og ret,
Som i det nye Billed her er malet,
Fordunkler undertiden Idealet,
Og er dog Andet ei — end et Portrait;
Thi virkelig min Thorvalds Hierte slaaer
Endnu for Andres Vel med samme Lue.
Ham kan du finde i din egen Stue,
Naar med dig selv for Gud du ene staaer.