En Skydsgut her jeg træffer, snild,
Og klog paa gamle Sager;
Ham flittigt jeg udspørge vil,
Mens jeg paa Veien ager.
Og siig mig nu, min gode Hans!
Imedens hen vi fare —
Thi jeg er fremmed hertillands;
Du meget maa forklare.
Siig, hvad betyde disse Steen,
Der stande der saa sære,
Som om det Mænd med Arm og Been
Og Hoved kunde være?
„De tykkes, hvad de virk’lig er.”
Stands, lad os lidet holde!
Saa har det været Mennesker?
„Nei, det var grimme Trolde.
Dengang Sanct Olaf leved kiæk,
Og vilde christne Riget,
Da var han alle Troldes Skræk,
Og blev af dem bekriget.
Thi Kirkeklokkens høie Klang
Dem skurred salt i Øre.
I Bierget under Stenens Gang
De kunde selv den høre.
Og mon du ei ved Kleven saae,
Strax under Klippens Bue,
En slig forstenet Qvinde staae
Med Skiørter og med Hue?
Hun voved sig til Olaf ud
Af Fieldets bratte Side,
Da for at bede til sin Gud
Han mon til Kirken ride.
Sanct Olaf med det røde Skiæg!
(Hun qvad i Solens Straale),
Du reed for nær min Kieldervæg,
Det kan jeg ikke taale.
Men Olaf var ei længe seen,
Lidt Vand han monne tage:
Og stat du der i Stok og Steen,
Indtil jeg gaaer tilbage! —
Tilbage kom han aldrig der,
Nu Qvinden staaer og venter
Imellem Fyrr og Granetræer,
Imellem Ørn’ og Glenter.
Og, kiære Herre! rundt omkring,
Hvor du dit Øie vender,
Hvor du opdager sieldne Ting,
Du Olafs Magt erkiender.
I hver en høi, særdannet Blok,
Du har paa Veien skuet,
Opdager du en Troldeflok,
Som Olaf har forkuet.
En Kirke bygged han af Steen,
Og Arbeidsfolket hasted;
En opbragt Trold sled af sit Been,
Og efter Taarnet kasted.
Men Gubben, starblind paa sin Høi,
Slog Benet, det uhyre,
Saa over Kirkens Taarn det fløi,
Og plumped i en Myre.
Og der end ligger Troldens Laar.
Og naar ei Stiernen blinker,
Og man for nær ved Sumpen gaaer,
Man mærker, at det stinker.
Nu klinge Christi Klokkers Klang
Saa herligt over Fieldet.
Paa Taget lyder Droslens Sang,
I Dalen Kildevældet.
Og hvert et Field, og hver en Dal,
Og alle grønne Bakker
Sanct Olaf nu i Himlens Sal
For sin Velgierning takker.”
Hav Tak, min Ven, som dette veed!
Jeg Priis paa Sagnet sætter.
Nu kiøre vi til Dalen ned
Fra de forsteente Jetter.