Hvor man allermindst det venter,
Gaaer fra Tydstland ud Studenter;
Her ved Sundet, froe i Sind,
Traf vi fire, just ei unge,
Men dog alle lidet tunge,
Thi de hented Vognen ind.
Og jeg troer, selv To af Flokken,
Væbned’ med Spadserestokken,
Vare ældre Skolemænd.
Uden Vogn og uden Frakke
Stege de paa Færgesmakke,
Vilde dybt i Landet hen.
Som den lette Stork, der bringer
Med kun sine sorte Vinger,
Ellers Intet, høist kun Lidt;
I den tynde Sommerkiole
Monne paa sin Styrke stole
Hver, og gik i Stormeskridt.
Godt for dem, det var ei lutter
Tydskere! To norske Gutter
Fulgte med, som Tolke nok.
Norske Bonden ei den Jydske
Ret forstaaer, og mindre Tydske,
Fiernt bag Fieldets Kæmpeblok.
Nu Guds Fred, I raske Knegte!
Ja, det kalder jeg en ægte
Reise, naar man selv kan gaae.
Femti Aar først lagt tilbage —
Nei, da vil man heller age
Med den lune Kappe paa.