Nu mere mørkt sig Fieldet sammendrager,
Udsigten stoppes af de snevre Klipper,
Et andet Ansigt paa Naturen tager.
Den vidtudbredte Dal vort Øie slipper.
Igiennem mørke Fyrreskov vi kiøre,
For Blæsten Grenen gynger, Qvisten vipper.
Dernede kan man Lougens Vandfald høre.
Nu nærme vi os Biergets dybe Grube,
Min gamle Ven vil selv derind mig føre.
Her aabner altsaa du din sorte Strube,
Udgarde-Lokes frygtelige Bolig?
Her bygge travle Dverge deres Kube?
Skiøndt aldrig seet, er jeg med dig fortrolig.
Jeg kiender dig; jeg fulgte Thor i Fieldet,
Da han for Hel i Hallen traadte rolig.
Nu jeg forlader Himlen, Kildevældet,
De muntre Bakker med de grønne Grene.
Det er bestemt, og Dommen er alt fældet.
Her borer Gangen sig igiennem Stene,
Vel halvt en Fierdingvei dybt under Jorden.
Nu vandre vi fra Livet saa alene.
Her skiller ikke sig fra Syden Norden;
Forfængligheden med sin Farve viger.
Men fiernt jeg hører Skud, som af en Torden.
En Stemme dybt i Hvælvingen mig siger:
„Velkommen, danske Digter! i mit Indre.
Her Dagen og Forskielligheden viger;
Men Haabet ei. Det lokker ikke mindre.
De sorte Biergmænd kun til Fliden spores
Af Sølvets Aarer, som i Stenen tindre.
Stig i den Afgrund, som i Bierget bores!
Og jeg skal vise dig den hvide Lilie,
Som visner ei; og sikkert vil du mores.”
Jeg lyder, hemmelige Røst! din Villie.
Nu øiner jeg den første smalle Stige,
Og træder freidigt over tynde Tilie.
Jeg, som Aladdin, staaer i Biergets Rige.
Noureddin! vil du, jeg skal Lampen hente?
Du vil i Mørket dog ei fra mig vige?
Du vil dog, til jeg kommer op, mig vente?
Min Hierne fylder sig med Phantasier,
For alle gamle Billeder at hente.
Nu tykkes mig, at hele Larmen tier.
De grimme Biergmænd med de sorte Masker
Den hemmelige Ret med Blus indvier.
Som Svende, der med Døden overrasker.
Bort, fæle Billeder! bort, vilde Tanker!
De hente jo kun Sølv i deres Tasker.
Jeg stiger dristigt ned ad stærke Planker.
Af syv og tredve Stiger Foden iler —
Nu staaer jeg der, hvor Haabet kasted Anker.
I Qvartsen rigeligt Sølvmalmet smiler,
En Rigdom er i norske Fieldet funden.
Her Verdens Afgud i sin Vugge hviler.
Man henter ham som Noer fra Klippebunden;
Men han behandles haardt: med Jern og Krudtet
Udsprænges han, og bringes op i Lunden.
Der vorder han i Stampeværket sluttet,
En Skole, som gaaer frem ei med det Gode,
Thi under tunge Pæl han bliver puttet.
Dog føler han sig der ret vel til Mode.
Han blinker meer, jo meer ham Biælken rammer,
Og Elvens Bølger Dyndet af ham toede.
Nu altid mere stolt hans Øie flammer;
Som han opdrages meer, han ogsaa føler
Sin Adel — og forlader mørken Kammer.
Ham Ilden smelter, og ham Luften køler.
Han præges, faaer sit kongelige Vaaben,
Og Jordens Sværm et Hurra til ham brøler.
Den Hele Verden staaer nu for ham aaben.
Dog maa han vogte sig, at ei han kommer
Til den, som ivrigst var i Hurraraaben —
Jeg mener nemlig, i en Gierrigs Lommer;
Thi da han vorder levende begravet,
I Kisten sluttet uden Lov og Dommer.
Og hvis for Thee han sendes over Havet
Til China, vil han dybt i Taarnet finde
Sit Hvilested, som her i Klippen lavet.
Men, ak! hvad drømmer jeg dog denne Sinde?
Jeg staaer i Biergets Dyb — og skal tilbage,
Imens saa vide mine Tanker rinde.
En liden Stund vil jeg i Øie tage
Dog denne Hule først. Saa dybt ei atter
Jeg kommer sikkert mine Levedage —
Og ei i Graven selv; min Grav omfatter
Den tynde lille Skorpe nær ved Lyset,
Bedækket af de grønne Blomstermatter.
Men her betages jeg af Undergyset
I Jordens Indvold, i granitne Hule.
Dog har mig Dybden ei fra Bunden kyser.
Nu skal mig længer ei Afgrunden skiule,
Jeg maa tilbage. Himmel! men jeg trættes.
Hvorledes kommer man af denne Kule?
Kun ved at Foden over Foden sættes.
Men alle disse Stiger? Knæet bæver;
Ved ingen Hielp den lange Klavren lettes.
Dog alt som meer jeg mig af Dybet hæver,
Tilbagekommer Styrken, kommer Modet.
Nu staaer jeg fro igien i Stollen snever.
Men hedt i Arnerne mig koger Blodet.
En Kaabe vil jeg hurtigt om mig kaste,
Og Huen trykker jeg dybt ned paa Ho’det.
Nu giennem mørke Gang vi atter haste
Til Lyset. Ak! der kommer det, det blaaner
Igiennem Aabningen af Fielde faste.
Det tykkes mig, som flere klare Maaner
Bestraalte Jorden; men det er kun Dagen,
Hvis rene Glands det røde Blus forhaaner.
Nu trænges ikke meer til Fakkelskagen,
Til under Hvælvingen sin Hals at bøie.
Til slig en Reise giør jeg neppe Magen.
Men ofte skuer jeg med Siælens Øie,
O Kongsberg! i dit frygtelige Giemme
Fra grønne, solbestraalte Siællands Høie,
Og glæder mig — saa sikker og saa hiemme.
Men, Novalis! skiøndt yndig var din Vise,
Skiøndt ung min Røst jeg blandte med din Stemme,
Kan jeg dog meer ei Biergmands-Livet prise.
Det skrev med flygtig Griffel du paa Flise.
Ei Dybet glæde kan, men kun forfærde.
Afstumpes Mandens Hierte kan for Sorgen
Ved vante Dont bag frygtelige Gierde;
Men frydes kan han kun hver Søndagmorgen,
Naar Klokken ham fra Field til Kirken kalder,
Naar Solen er ham længer ei forborgen —
Naar paa hans blege Kind en Straale falder.