Med norske Bonden en lille Sang,
Du vil, skal giøre dig fortrolig?
Ak, Skade var det, at denne Gang
Ei Fader Moe var i sin Bolig.
Det er en kæmpevoxen Bondemand
Fra Ringerigets det skiønne Land.
Hans store Gaard
I Dalen staaer;
Men Thinget holder ham ei rolig.
Og ved den omtalte Vennefest,
Da Norske Danske-Skialden æred,
Da var i Hallen han ogsaa Giest;
Fleer Bønder med der havde været.
Han ærligt rakte mig sin Kæmpehaand,
I Øiet lued gammel Helteaand;
Han smiilte mild,
Og Oldtids Ild
Hos ham endnu var ufortæret.
Men nu afsted paa vor Sommerflugt,
For hisset Skyen os indhenter.
Den sorte Hue, hvor den klæder smukt
De ranke, milde norske Gienter.
Med høie Runddeel den yndigt staaer,
Og hvælver over de skilte Haar.
Hun iler glad
Med Dug og Fad,
At Giesten ei for længe venter.
Selv med vi bringe vort Flaskefoer.
„Kom, Ingeborg! vil du ei smage?”
„„Nei! skienk et Glas til vor gamle Moer!””
„Der! gid det styrke hendes Dage!”
Hun bragte Glasset i Kamret ind,
Men kom tilbage med Smiil paa Kind:
„„Hun drikker Vand;
Det Stærke kan
I Hytten Ingen her fordrage.””
„Som Rosen Ingeborg drikker Vand,
Og selv hun som en Rose trives.
Farvel! Gud skienke dig snart en Mand,
Saa god som han i Bøigden gives!”
„„Jeg takker dig for dit Ønske nu!””
„Tak, Ingeborg! for dit kiære Du.”
Vi sees ei meer;
Men Skialden seer
End længe, hvad der fra ham rives.