Hvordan skal jeg kraftigt dig beskrive
Og give
Dig et Billed,
Hvori klart er forestillet
Reisen, som vi foretog?
I det skiønne brede Ringerige
Byer vige;
Krumt og lige
Veien gaaer, hvor Hesten jog.
Hesten, med sin kortafskaarne Manke,
Ad Banke
Dristigt iler.
Dalen under Bierget smiler,
Elven løber som en Stribe blaa.
Farten sig en Vei ad Bierget baner
Blandt Graner.
Ingen Daner
Sligt ved Østresaltet saae.
Fyrren med sin grønne Busk os fryder,
Afbryder
Granehoben.
Her sig Klippen viser aaben,
Truer med den dybe Grav.
Skytsgud jeg min lille Skydsgut kalder.
Han knalder,
Barn af Alder;
Trøien har han kastet af.
Nei, nu har jeg aldrig mine Dage
Seet Mage:
Her en Pige
Skal som Kudsk paa Vognen stige;
Pidsk hun har i Haand, og Solhat paa.
Ilde vist vi er med hende faren.
„Lille Karen.
Eller Maren!
Du os ikke vælte maa.”
Det har ingen Nød; hun kiører mandigt,
Forstandigt,
Og smiler.
Mens hun hen ad Fieldet iler,
Som den allerbedste Kudsk.
Ak, hvor deiligt hist af Biælker bygget,
Beskygget
Og for Nordenvind betrygget,
Ligger Hytten ved sin Birkebusk!
Ha, I sultne Muus! forslugne Rotter!
Jer gotter
Fadeburet
Ikke her. Høit kneiser Skuret,
Sat paa Pæle. Her I ikke tør
Op ad steile Trappe jer umage,
Og tage
Havrekage.
Skille Bonden ved sin Melk, sit Smør.
Biælkehusene de brune male.
Fra Dale
I det Grønne
Kan man dem alt langtfra skiønne.
Men der finder jeg en prægtig By.
Som en yndig lille Fuglerede
Dernede,
Tulipan i Blomsterbede,
Staaer den under Fieldets Ly.
Ak, hvis Regnen kun vil borte blive!
Nu drive
Tykke Skyer,
Som hver Time sig fornyer,
Over Himlen, hemme Solens Glands.
Skiønne Skygger de i Dalen kaste,
Og haste
Over hine Bierge faste,
Tabe sig bag Skovens Krands.
Men hvad suser der? O, lad os standse!
Her dandse
Elvens Piger
Paa de bratte Trappestiger,
Med de hvide Hatte paa.
Nøkken her sin gamle Vise brummer.
Forstummer!
Han trommer,
Nu vil han sin Harpe slaae.
O, den vilde Dands i Hønefossen!
Med Klodsen
Styrter Vandet,
Altid eet og altid andet.
Nøkken slaaer dog Hovdet ei til Blods.
Hist, forvandlet til en sølvblaa Vove,
Bag Skove
Iler han, sin Fart at love,
Som en velerfaren Lods.
Bi dog lidt endnu, saa kommer straxen
Jo Laxen.
Som en Ræv i Rævesaxen
Fanges han i Kurven, der er hængt
Høit paa Klippestykker over Strømmen.
I Drammen
Iler han med dristig Svømmen.
See! der har han sig i Kurven slængt.
Trætte træde vi nu ind i Stuen.
Med Gruen
Skialdens Miner
Mørknes, naar han bag Gardiner
Finder Sengedynen alt for blød.
„Lille Moer! den Dyne maa du tage
Tilbage;
Heden kan vi ei fordrage.”
See! der henter Krog vort eget Brød.
Dahl ei mindre dristig henter Skinken.
Med Blinken
Kniven snitter.
Derpaa Hver til Leiet hitter,
Strækker sig saa træt paa Halmen hen.
Næste Morgen vi vor Kaffe drikke.
Solens Blikke
Mangler ikke;
Den er os en trofast Ven.