Cantate
i Anledning af Prinds Christian Frederiks og Prindsesse Caroline Amalias Bryllup.
i Anledning af Prinds Christian Frederiks og Prindsesse Caroline Amalias Bryllup.
Den 23de Mai 1815
Den 23de Mai 1815
Chor.
Skiønne Aftenstjerne!
Straal fra Himlens Fierne
Dobbelt blank og stor;
Freia! du, som skuer
Elskovs rene Luer!
Hyl dig af dit Flor,
Smiil med venlig Mine
Over Dal og Sund;
Christian, Caroline
Knæler i din Lund.
Recitativ.
Med sorgfuld Brusen skummed Havets Bølger
Om dine Kyster, Als! Det blege Natlys
Kun skinte bag Cypressens Pyramide
Paa Gravens hvide Marmorsteen, hvor Sorgen
Utrøstet sad, og stirrende begræd
En ædel Fyrstes Tab. Da spired op
I Lunden, tæt derved, en Blomsterknop,
En yndig Rose, klækket ud og heget
Ved Fredrik Christians Faderhaand. Da glemte
Den dunkle Skov sin Sorg, da qviddred Fuglen,
Og Nattens Mørke svandt for Morgenrøden.
Og paa den gyldne Drage nærmed sig
Den kongelige Beiler. O, da fandt hun
Sin Trøst for Fadertabet! See, da vandt han,
Hvad Sværdet ei, men Dyd og Tække vindet.
En deilig Viv, et ømt og trofast Hierte.
Lyd høit, vor Sang! Nu jubler atter Als.
Nu kneiser atter Odins stolte Sæde,
D t gamle Fyen. Det smykker sine Lunde
Med dobbelt Pragt, for kiærligt at modtage
Den lykkelige Christian med sin Mage.
Aria.
Vaaren kommer. Blomster tegne
Haabets, Livets grønne Vei.
Broget Flor er allevegne,
End kun Rosen er der ei.
Hvorfor ei? Har Elskovsguden
Glemt den i sin Krands i Dag?
Lad den tale selv sin Sag:
„Jeg er ei saa skiøn, som Bruden”.
Derfor Rosen skiuler sig.
Rosen er misundelig.
Chor.
Nu krands dine Harper med Bladenes Klynge,
Smyk, Bragi! din Tinding med Foraarets Pragt,
Og lær os, som Bækken, som Fuglen, besynge
Den evige Kiærligheds hellige Magt.
Straal, Fader! fra Hlidskialf din styrkende Flamme,
Lad Vedbenden snoe sig om Asken saa smukt.
Skjoldungerne knæle — sign, Fader! din Stamme
I Vaaren med Blomster, i Høsten med Frugt.