Naar Høsten er forsvunden
Med sine Frugter hulde;
Naar Jorden fast er bunden
Af Isens kolde Lænker;
Naar Spurven hist sin Føde
Kun hopper sig i Møde
Midt i den skarpe Kulde
Paa Landeveiens Steen;
Naar Sneens Lag sig sænker
Paa Græs, paa Tag og Green:
Da, tænkte jeg, da kommer
Paa dunkle Himmelhvælving
Den skiønne Vintersommer;
Da straaler dig i Møde
Hist helligt fra det Fierne
Den klare Midnatsstierne
Med fromme Straaleskiælving,
Og tolker dig saa blid:
Nu nærmer sig den søde,
Den skiønne Juletid.
Og Jordens hvide Flade
Da smiler med Forlængsel
Mod Nattens Stierneflade,
Naar Dagens Tid er omme;
Ret som den vilde sige:
Kun Himlens lyse Rige
Mig trøster i mit Fængsel
Alt med sin Blinken sød;
Fra oven maa det komme,
Forneden er kun Død.
Men borte blev min Glæde,
Thi Jorden ei sig smykte
Med Sneens Høitidsklæde.
Jeg saae til alle Kanter,
Men kun en Hverdagstaage
Laae tykt i alle Kroge;
Ei Frosten Støvet trykte,
Ei Dyndet undertvang,
Og ingen Iisdemanter
I Træets Øren hang.
Da nu Naturens Rige
Ei smykte sig derude,
Da lod jeg Haabet vige.
Ak, tænkte jeg, ak Himmel!
Hvis Buske, Træer og Stene,
Som staae saa fromt alene,
Vil ingen Fest bebude
Mod høien Juleqvæld —
Letsindig Stadens Vrimmel,
Den giør det mindre vel!
Og hvad jeg tænkte, skete:
Til ingen festlig Glæde
Sig Nogen tilberedte.
Jeg saae ei Dagen funkle,
De sad og solgte, kiøbte,
Til Mørket Jorden svøbte,
Paa Gade, Torv og Stræde.
Da gik jeg ud forladt,
Og stirred i den dunkle,
Den høie Julenat.
Og tænkte mig tilbage
Fra disse Glæder tomme
Til vore Barndoms-Dage,
Da vi, Sophia! ginge
Mod Aften ud at skue
Den Sky paa Himlens Bue,
Hvor Englen skulde komme,
Som under Klokkens Klang
Snart vilde Gaven bringe,
Mens vi vor Psalme sang.
Og tænkte mig tilbage
Hen i vor Julestue,
Hvor ei trearmet Stage
Af Sølv, for Pragt at vise,
Men Lyset selv i Trende
Paa Bordet maatte brænde
Helligtrekonge-Lue,
Mens Alle siunge saa:
Guds Godhed ville vi prise,
De Store med de Smaae!