Ak, hvor det stundom dog ret vederqvæger,
At see en ædel, deilig Viv!
Da flammer Øiet, Hiertet hun bevæger,
Naturen faaer et dobbelt Liv.
Man reiser som Garçon, man Alt bemærker,
Man føler sig i Eensomhed forstemt,
Og seer saa mange sieldne Kunstens Værker,
Til næsten man Naturen har forglemt.
Hvad var i Paradiis før Eva Manden?
Man ubekiendt i fremmed Skare gaaer,
Og morer sig saa længe med Forstanden,
Ind til Forstanden stille staaer.
Thi uden Kiærlighed er Ungdoms Alder
En blomsterløs, en vissen Krands,
En Sæbeboble, som til Intet falder,
Musik i Salen uden Dands.
„Hvad? du er i Paris, som hyppigt brammer
Med skiønne Qvinder, og dog længes du?
Du seer vel Skoven ei for lutter Stammer,
For lutter Lilier og Roser nu?”
Ak, Kiære! mange skiønne Lilier vinke,
Som Rose smiler mangen yndig Glut;
Men Rosen fik sit Purpur kun af Sminke,
Og Lilien er brudt.
Og hvor uskyldigt Stammerne sig reise,
Slaaer Solen dog deri for middagsheed;
Jeg seer dem alt for mandigdristigt kneise,
Dem mangler skyggefuld Beskedenhed.
Til disse Hedninger mig Intet binder,
Hvis Afgud Vittigheden er dem Alt.
Jeg elsker Nord; der sminker Kulden Kinder,
Der er ei end Blufærdigheden qvalt.
Lev vel, Apol! du mistet har din Bue,
Du truer som en stakkels Gud af Steen.
Farvel, Fru Venus i din Sminkelue!
Mig vinker Freia med sin Bøgegreen.