Fader Odin! lad dit Lys
Kraftigt i mit Hierte lue.
Dødens ængstelige Gys
Mægter ene du at kue.
Lær mig finde Mimers Væld
Mellem Skovens dunkle Stammer,
Lær mig køle mine Flammer
I det friske Viisdomsqvæld.
Giv mig Kræfter, Asa-Thor!
Styrk min Hammer til Idrætter,
Lær mig paa den vilde Jord
At bekæmpe Mørkets Jetter.
Lær mig, fra min egen Aand
Midgardsormens lumske Smerte,
Der omspænde vil mit Hierte,
Bort at vriste med min Haand.
Styrk mig, Bragi! med dit Blik,
Lær min Harpe nordisk klinge,
Sluk min Tørst med Suttungs Drik,
Hæv mig paa din Ørnevinge.
Lad dit Æbles søde Saft,
Ydun! i mit Bæger flyde,
Lad mig gavmild Frugten nyde,
Som forynger Livets Kraft.
Freier, gyldne Frugtbarhed,
Overflødighedens Fyrste,
Du, som Ax til Jorden ned
Ryster fra din Gullinbørste!
Skienk mig et beskedent Neg,
Mens min Sang i Skoven runger,
Lad mig uden Frygt for Hunger
Øve fort min Strængeleg.
Frigga! i din Herthadal,
Ved en Brink i dine Skove,
Byg din Søn af Løv en Sal
Nær ved Søens friske Vove.
Reis den, hvor jeg Lyset faae;
Hvor de randt min Ungdoms Dage,
Men hvor Venskab blev tilbage,
Skienk mig en fortrolig Vraa.
Kom saa ned til Gefions Ø,
Skiønne Freia, Nordens Glæde!
Bring til Hytten mig min Mø,
Slyng os i din gyldne Kiæde.
Slyng os i din Lok saa boldt,
Som ei Heltens Glavind krænker:
Habor sprængte Sigars Lænker,
Signes Haar ham fangen holdt.
Mangen Nat, naar Ægirs Hav
Køligt op mod Stranden skyller,
Stig da, Baldur! fra din Grav,
Mens i Mulm sig Solen hyller;
Styrk min Aand med qvægsom Ro,
Lær mig Livets Blomster sanke,
Lær ved hellig Eftertanke
Mig at finde Haab og Tro.
Naar da Lokes haarde Stang
Hødur støder i mit Hierte,
Følg din Ven den skumle Gang
Giennem Helas Gru og Smerte.
Styrk mig med dit Guddoms-Mod,
Sving mig høit fra Jordens Vrimle
Med dig til dit lyse Gimle,
Fromme Baldur Eiegod!