Paa grønne, varme Bierge fødes
Den Gud, som bringer Himlen mild.
Hans Blik af Solen venligt mødes,
At den kan skienke dem sin Ild.
Ham Vaaren glædefuld undfanger,
Sødt svulmer op det spæde Skiød,
Og naar i Høsten Frugten pranger,
Da springer frem den Glut saa rød.
I snevre Vugge de ham pleier;
Dybt under Jord han giemmes vel;
Der drømmer han om Fest og Seier,
Og bygger mangt et Luft-Castel.
Ind i hans Kammer Ingen trænger,
Naar Uroe giærer i hans Blod,
Naar han hvert Baand, hver Lægte sprænger,
Med fyrig Ungdoms Kraft og Mod.
Thi en usynlig Vagt beskiermer
Den hulde Drømmer, fast den staaer;
Og hvo sig Helligdommen nærmer,
Det luftomvundne Glavind slaaer.
Naar nu hans Vinger bredes baade,
Da hæver han sit Blik saa skiøn,
La’er rolig sine Præster raade,
Og kommer frem paa deres Bøn.
Han stiger af sin dunkle Mose,
Klædt i krystalne Klædebon,
Eendrægtighedens fulde Rose
Betydningsfuld han har i Haand.
Og overalt om ham med Glæde
Sig sætter hans Disciple ned;
Og tusend glade Tunger qvæde
Ham deres Tak og Kierlighed.
Han sprudler i utalte Straaler
Sit indre Liv i Verden ud,
Og Elskov nipper af hans Skaaler,
Og er hans evighulde Brud.
Som gyldne Tiders Aand han viser
Sig allenstund den Digter god,
Som sødt, i luedrukne Viser,
Besynger Druens Rosenblod.
Ret til hver deilig Mund han skienker
Ham for sit Venskab faderlig.
Og at hans Ret nu Ingen krænker,
Forkynder Gud den her ved mig!