Idag nu for næsten to tusinde Aar,
Da laae i den lune, den sydlige Vaar
De venlige Hyrder paa Marken og saae
Til funklende Stierner paa Himmelens Blaa.
Hver Hyrde, saa kraftig og munter som varm,
Sad med sin Hyrdinde i kierlige Arm,
Ved Maaneskin sad de, ved rislende Bæk,
Og plukkede Jordbær af bugnende Hæk.
Men Jordbærret svulmende, afplukket nys,
Var Intet dog mod de livsalige Kys,
De venlige Haandtryk, de kierlige Blik,
Som alt de imellem af Pigerne fik.
Saa laae de og spøgte, uskyldigt og frit,
Og leged og snakked og kyssed saa tit,
Og dandsed i Maanskin og tumled sig om,
Til Englene til dem fra Himmelen kom.
Ak! meget forandres i totusind Aar.
Her Vinter det er, naar i Syd det er Vaar;
Vi er ingen Hyrder. Den bidende Vind
Har drevet fra Marken til Stuen os ind.
Forsvundet er længst det uskyldige Liv.
Nu staaer Cavalleren for Damen saa stiv,
Og Damen er knipsk paa Anstændigheds Bud,
Og saaledes gaaer det, Dag ind og Dag ud.
Men reent dog Naturen fornægter sig ey,
Den vender sig om paa vildfarende Vey,
Og eengang om Aaret den gotter sig ret,
Og løsriver Stivhedens dumme Corset.
Og det er om Julen; da byder den Lyst,
Ved Mindet om Hveden ved Kierligheds Bryst.
Da giemme vi Beltet, som fængslede nys
Den frygtsomme Pige, og faaer os et Kys.
Af Kierlighed bragt til Fortvivlelsens Top
Vi flygte bedrøvet og hænger os op;
Og Glutten fortryder sin Grumhed paa Stund,
Og afbider Strikken med blussende Mund.
Da sætte vi os om Forundringens Stol,
Som Radier rundt om den funklende Sol,
Og undrer os over fordærvede Skik,
Og al den Forkeerthed i Fior vi begik.
I Mangel af Maane vi nøyes med Lys,
Med Brænde bortfierne vi Vinterens Gys,
En Harpe maa gielde for rislende Bæk,
Og Viinflasken bøder paa bugnende Hæk.
Og saa er vi Hyrder, saa trykker vor Arm
De søde Hyrdinder til kierlige Barm.
Uskyldighed kommer fra Himmelen ned
Og seer vor Glæde, og glædes derved.