Julevise
Mel.: Den Skaberen skjenkte en oplyst Forstand.
Mel.: Den Skaberen skjenkte en oplyst Forstand.
Idag nu for næsten to Tusinde Aar,
da laae i den lune, den sydlige Vaar
de venlige Hyrder paa Marken, og saae
til funklende Stjerner paa Himmelens Blaa.
Hver Hyrde, saa kraftig og munter som varm,
sad med sin Hyrdinde i kjærlige Arm;
ved Maaneskin sad de ved rislende Bæk,
og plukkede Jordbær af bugnende Hæk.
Men Jordbærret, svulmende, afplukket nys,
var intet dog mod de livsalige Kys,
de venlige Haandtryk, de kjærlige Blik,
som alt de imellem af Pigerne fik.
Saa laae de og spøgte, uskyldigt og frit,
og leged’, og snakked’, og kyssed’ saa tidt,
og dandsed’ i Maanskin, og tumlede om,
til Englene til dem fra Himmelen kom.
Ak! meget er skeet i to Tusinde Aar.
Her Vinter det er, naar i Syd det er Vaar.
Vi er ingen Hyrder. — Den bidende Vind
har drevet fra Marken til Stuen os ind.
Forsvundet er længst det uskyldige Liv;
nu staaer Cavaleren for Damen saa stiv,
og Damen er knibsk paa Anstændigheds Bud;
og saaledes gaaer det Dag ind og Dag ud.
Men reent dog Naturen fornægter sig ei;
den vender sig nu paa vildfarende Vei,
og eengang om Aaret den gotter sig ret
og løsriver Stivhedens dumme Corset.
Og det er om Julen; da byder den Lyst
ved Mindet om Hyrden ved Kjærligheds Bryst;
da gjemme vi Beltet, som fængslede nys
den frygtsomme Pige, og faaer os et Kys.
Af Kjærlighed bragt til Fortvivlelsens Top
vi flygte bedrøvet, og hænge os op;
og Glutten fortryder sin Grumhed paa Stund,
og afbider Strikken med blussende Mund.
Da sætte vi os paa Forundringens Stol,
som Radier rundt om den funklende Sol,
og undre os over fordærvede Skik
og al den Forkeerthed, ifjor vi begik.
I Mangel af Maane, vi nøies med Lys;
med Brænde bortfjerne vi Vinterens Gys;
en Harpe maa gjelde for rislende Bæk
og Viinflasken bøder paa bugnende Hæk.
Og saa er’ vi Hyrder, saa trykker vor Arm
de søde Hyrdinder til kjærlige Barm.
Uskyldighed kommer fra Himmelen ned,
og seer paa vor Glæde, og glædes derved.
Oehlenschläger.