I Dag nu for næsten to tusinde Aar,
Da laae i den lune, den sydlige Vaar
De venlige Hyrder paa Marken og saae
Til funklende Stierner paa Himmelens Blaa.
Hver Hyrde, saa kraftig og munter, som varm,
Sad med sin Hyrdinde ved kiærlige Barm,
I Maaneskin sad de, ved rislende Bæk,
Og plukkede Himbær af bugnende Hæk.
Men svulmende Himbær, skiøndt afplukket nys,
Var Intet dog mod de livsalige Kys,
De venlige Haandtryk, de kiærlige Blik,
Som alt de imellem af Pigerne fik.
Saa laae de og spøgte, uskyldigt og frit,
Og leged, og snakked, og kyssed saa tidt,
Og dandsed i Maanskin, og tumled sig om,
Til Englene til dem fra Himmelen kom.
Ak! meget forandres i to tusind Aar.
Her Vinter det er, naar i Syd det er Vaar.
Vi er ingen Hyrder. Den bidende Vind
Har drevet fra Marken til Stuen os ind.
Forsvundet er længst det uskyldige Liv.
Nu staaer Cavaleren for Damen saa stiv,
Og Damen er knibsk paa Anstændigheds Bud,
Og saaledes gaaer det, Dag ind og Dag ud.
Men reent dog Naturen fornegter sig ei,
Tidt vender den om paa vildfarende Vei,
Og eengang om Aaret den gotter sig ret,
Og løsriver Stivhedens dumme Corset.
Og det er om Julen; da byder den Lyst
Ved Mindet om Hyrden ved Kiærligheds Bryst.
Da giemme vi Bæltet, som fængslede nys
Den frygtsomme Pige, og faaer os et Kys.
Af Kiærlighed bragt til Fortvivlelsens Top,
Vi flygte bedrøvet, og hænger os op;
Og Glutten fortryder sin Grumhed paa Stund,
Og afbider Strikken med blussende Mund.
Da sætte vi os om Forundringens Stol,
Liig Straaler omkring den velsignede Sol,
Og undrer os over fordærvede Skik,
Og al den Forkeerthed, i Fior vi begik.
I Mangel af Maane vi nøies med Lys,
Med Brænde bortfierne vi Vinterens Gys,
En Harpe maa gielde for rislende Bæk,
Og Viinflasken bøder paa Bærret i Hæk.
Og saa er vi Hyrder, saa trykker vor Arm
De søde Hyrdinder til kiærlige Barm.
Uskyldighed kommer fra Himmelen ned,
Og seer paa vor Glæde, og glædes derved.