Dækker Graven, grønne Urter smaae!
Eders Ven, som elskte jer saa saare,
Han er død. O, ryst fra Himlens Blaa,
Høie Gran! din tunge Veemodstaare.
Hvide Rose med det blege Smiil!
Sødt indslyng dig med den friske røde;
Vinder eders Krands omkring den Døde!
Duk dit Hoved dybt, og græd, o Piil!
Smaae Violer, hulde Børn, som sødt,
Medens Foraarshimlen venlig lufter,
Under Græsset, svalt og luunt og blødt,
Staaer, og seer saa fromt til Gud, og dufter!
Samler eder ved hans Hovedsteen,
Lampen liig, som under Gravens Bue
Brænder for den Dødes trætte Been
I en dødligblaa, men hellig Lue.
Eders Elsker havde intet Guld,
Uden Pryd var Kistens sorte Tillie.
Gyldne Gyldenlak! vær du da Guld;
Vær du Sølv, du sølverhvide Lilie!
Slyng hans Navn, han var en Blomst, som du,
Reen, uskyldig, elskovsfuld og stille;
Kraftig var hans Aand, og blid hans Hu.
Hvide Lilie! lad din Taare trille.
Flora! du, som hist i Østens Hiem
Har din rigelige Blomsterbolig!
Drag fra Østen, gak for Graven frem,
Hvor din Ven i Norden slumrer rolig;
I dit Fyldehorn tag Urter med
Rundt fra alle Jordens grønne Skove,
Strø dem yppigt paa hans Hvilested,
Smiil, og græd, og ønsk ham sødt at sove.
Hædre saa din Offerpræst! Hans Villie
Ene var, at blive Flora kiær.
Gud, som klæder Markens sorgfri Lilie,
Klædte ham, imens han vandred her.
Stille var hans Liv, kun Faa ham kiendte,
Skiøndt Europa lydt gientog hans Navn.
Trofast dog han sin Gudinde tiente.
Flora! tryk din Elsker i din Favn.
Ei til Mennesket, men kun til Eder,
Spæde Blomster! Skialden sig har vendt,
At hvert Foraar fromt I tilbereder
Eders Ven et herligt Monument.
Eviggrønt, o Vahl! og Granbar vinde
Hver en Vinter om din Urne sig;
Men med Vaaren, Jordens Elskerinde,
Hundred tusind Blomster favne dig!