Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Christian! fra Bragis og Eivinds Oldtid

Til den Festens Dag, da din Søn for Freia

Knæled, lytted froe Skioldunger i Hal til

Skjaldenes Drapa.

Frederik Qvaden lønnede tidt med Fader-

Smiil; Maria kom med de vene Døttre,

Naar Guldharpen toned, og Festens Krandse

Møerne fletted.

Kunstens Ven! Amalia glad dig fulgte

Did til Romas Dal, hvor med Tidens Flugt, guul,

Gamle Tiber skynder sig sorgfuld langs ad

Siunkne Ruiner.

Men ei sørged du; thi som Sommerfuglen

Larven bryder, vidste du, Psyche folder

Ud af Sarcophagernes brustne Steenlaag

Evige Vinger.

Men du tog af classiske Grund de Præg, som

Clio Malmet gav, og det skiønne Billed,

Som Karfunklen giemte, medtog du; Graven

Skienkte dig Urner.

Men du levede varm for Naturens Skiønhed.

Sydens muntre Genius med sin Cithar,

Med sin sødt-indsmigrende velske Stemme

Rørte dit Hierte.

Alpen hæved mægtig din Siæl. Din Hammer

Kløved sindrigt stærken Granit og Porphyr,

Hvor med Stenen glimter yndigt Metallets

Ægteforening.

Videnskab og Kunsten var steds dig hellig;

Og som Daphnes Troe, som Apollos Laurbær

Vandt sig om Dørstolpen i Cæsars Forgaard,

Vandt den om din sig.

Dog — for fremmed Kunst du ei Nordens glemte,

Er for Syd-Naturen du glemte Danmark.

Derfor hylder Kunst og Natur din Festdag,

Venlige Skioldung!

Høsten hilser dig fro: den klare Stierne

Funkler fra Blaahvælvingen ned til Jordens

Astre; duftende sig i Pragten blander

Yndig Reseda.